AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I juni 2022 bevilgede byrådet i Esbjerg 1 million kroner til en ny trafik- og mobilitetsplan.

Arbejdet med planen er nu så langt, at politikerne i Plan & Byudviklingsudvalget den 15. august præsenteres for et forslag til planen. Forslaget er udarbejdet af kommunen i samarbejde med Cowi.

Ifølge en pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune er visionen “at skabe en bæredygtig mobilitet, der sikrer, at hverdagen hænger sammen for såvel borgerne som erhvervsliv, og at den understøtter ambitionen om CO2-neutralitet i 2030”.

Esbjergenserne skal trampe mere i pedalerne på cyklerne, og toget skal være rygraden i den kollektive trafik, mens busserne skal bringe borgerne hen til stationerne.

Bilerne skal der også være plads til, men de skal være bæredygtige og fylde mindre i dagligdagen og bybilledet. Erhvervstrafikken skal være grønnere og mere effektiv, lyder det fra kommunen.

Planen realiseres gennem fire greb, hvoraf det første handler om at fremme den bæredygtige mobilitetsadfærd ved, at borgerne træffer bæredygtige og sunde transportvalg.

Det andet greb handler om at prioritere de lette trafikanter ved at forbedre infrastruktur og tilgængelighed for eksempel gennem grønne, levende byrum og fredelige passager i bymidterne.

Det tredje greb har fokus på at sikre attraktiv mobilitet mellem land og by, ved at borgerne på landet har adgang til effektiv og bæredygtig mobilitet til knudepunkter og større byområder.

Endeligt skal det sidste greb understøtte erhvervslivets adgang til infrastruktur, så erhvervslivet kan træffe bæredygtige transportvalg.

– 75 procent af kommunens borgere er bosat i de største byer. Derfor har planen et naturligt fokus på trafikken i Esbjerg, Bramming og Ribe. Udover at nedbringe udledningen af CO2 beskriver planen også fordelene ved lade biltrafikken fylde mindre i gadebilledet, udtaler Henning Ravn (V), formand for Plan & Byudvikling.

Ifølge kommunen bygger planen på en helhedsorienteret tilgang, hvor trafik- og mobilitetsplanlægningen skal gå hånd i hånd med byplanlægningen i øvrigt.

“Målet er at skabe en infrastruktur, der kan tilpasses nye mobilitetsvaner og understøtte et aktivt byliv i bymidterne”, skriver kommunen.

– Fremtidens mobilitet er noget som interesserer mange. Det vidner deltagelsen i spørgeskemaundersøgelsen om, og det har også været tydeligt på de workshops og temadrøftelser, hvor de politiske udvalg har bidraget til planens indhold. De vigtigste temaer, som borgerne har peget på, er forholdene for cyklister, kollektiv trafik og grønne byrum, hvilket også afspejles i det planforslag, som nu bliver fremlagt for Plan & Byudviklingsudvalget i næste uge, udtaler Henning Ravn.

Esbjerg Kommune peger på, at fredelige, attraktive og sikre bymidter blandt andet kan opnås ved at sænke bilernes hastighed og reducere den gennemkørende trafik. Samtidig skal gående og cyklister have bedre forhold, for der er et stort potentiale i, at især kortere ture køres på cykel fremfor i bil.

I byerne skal bilerne kunne parkere strategiske steder, der giver bilisterne mulighed for nemt at komme til og fra bymidten. Ved at samle parkeringen kan udvalgte gaderum friholdes til lette trafikanter og ophold, og der bliver plads til grønne og levende byrum.

I første omgang er det Plan & Byudviklingsudvalget, som skal kigge på forslaget til Trafik- og Mobilitetsplanen, og derefter bliver det hele Esbjerg Byråd, som skal forholde sig til planen. Byrådet forventes at sende planen i offentlig høring i september, og her kan alle interesserede komme med input til planens indhold.

Fire målsætninger

For at realisere denne vision fremsættes fire overordnede målsætninger for kommunens trafik- og mobilitetsplanlægning:

  • Cyklen skal være det primære transportmiddel på korte og mellemkorte ture.
  • Togtrafikken skal være den kollektive trafiks rygrad, og bustrafikken skal være en del af tilbringertransporten til stationer og knudepunkter.
  • Biltrafikken skal være bæredygtig og fylde mindre i dagligdagen og bybilledet.
  • Erhvervstrafikken skal være bæredygtig og effektiv.

Fire strategiske greb

Trafik- og Mobilitetspolitikkens overordnede målsætninger håndteres i planlægningen med fire strategiske greb:

  • Fremme bæredygtig mobilitetsadfærd i den CO2-neutrale kommune ved at understøtte, at borgerne træffer bæredygtige og sunde transportvalg.
  • Prioritere lette trafikanter i bymidterne ved at forbedre infrastruktur, tilgængelighed og tryghed og ved at skabe flere grønne, levende byrum og fredelige passager i bymidterne.
  • Sikre attraktiv mobilitet mellem land og by ved at sikre, at borgerne på landet har adgang til effektiv og bæredygtig mobilitet til knudepunkter og større byområder.
  • Fremme bæredygtig erhvervstrafik ved at understøtte adgang til infrastruktur, der sikrer, at erhvervslivet kan træffe bæredygtige transportvalg.

Kilde: Esbjerg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling