Bæredygtighed fylder mere og mere, og det gælder også i de danske husstande. Knap syv ud af ti danskere har nemlig foretaget bæredygtige ændringer inden for det seneste år, viser den nyeste undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Videncentret Bolius og Realdania.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra byggematerialeproducenten Swedoor.
I den brede befolkning er der kommet et stigende fokus på at prioritere bæredygtige byggematerialer, når man skal foretage ændringer i sin bolig. Her er det især materialernes levetid, som har størst fokus i danskernes bevidsthed, hvilket er steget med hele 28 procent, hvis man sammenligner med 2023.
Ifølge arkitekt og partner hos Nodo Arkitekter, Louise Balle Rosbjerg, som har mere end 12 års erfaring med det danske boligmarked, er det flere grunde til denne udvikling.
– Der er ingen tvivl om, at der er kommet en stigende bevidsthed på den enkeltes klimaaftryk, hvilket får flere boligejere til at vælge materialer, som er holdbare og mere skånsomme for miljøet. Derfor er det heller ikke overraskende, at et parameter som levetid fylder mere og mere. Forlænger vi levetiden på vores materialer, sparer vi nemlig på ressourcerne, da det sikrer, at materialerne kan holde i mange år uden behov for at blive udskiftet.
Større krav til byggeproducenterne
Foruden at flere boligejere prioriterer materialer med længere levetid, fremgår det også af undersøgelsen, at interessen for genbrug er steget med 11 procent, hvis man sammenligner med sidste år.
Netop denne tendens mærker man hos Swedoor, som råder over fabrikker i hele Norden.
– Det stigende fokus på CO2-reducerende tiltag har været medvirkende til, at vi hos Swedoor kigger ind i en fremtid, hvor eksempelvis genbrug af materialer vil fylde mere. Derfor har vi blandt andet igangsat flere initiativer, der på sigt skal være med til at sikre, at vi i fremtiden kan genbruge flere døre, hvilket vi allerede nu kan mærke, at forbrugerne efterspørger i stigende grad, forklarer salgsdirektør hos Swedoor i Danmark, Hauke Thiessen.
– Derudover kigger vi ind i helt nye projekter, som skal være med til at sikre, at vores produkter lever op til de højeste bæredygtighedsstandarder. Det inkluderer nye certificeringer og udvikling af nye produktionsmetoder, som både reducerer vores miljøpåvirkning og imødekommer den stigende efterspørgsel på grønnere løsninger blandt vores kunder.
Louise Balle Rosbjerg forventer, at udviklingen vil accelerere yderligere de kommende år, da der fremadrettet vil komme endnu større fokus på, hvordan vi kan indtænke bæredygtige løsninger i vores bolig:
– Fremover vil vi opleve et større udvalg af bæredygtige byggematerialer og teknologier, da forbrugernes stigende fokus på bæredygtighed stiller større krav til virksomhederne. Derudover vil et begreb som simple living også blive mere udbredt i fremtiden, da der vil komme langt mere fokus på udelukkende at skulle indrette sig med de mest nødvendige ting.