
En ny vurdering fra det rådgivende ingeniørfirma Arup ændrer ikke konklusionen om de 10 nedstyrtningstruede højhuse på Bellahøjhusene i København.
Det skriver rådgiveren i en pressemeddelelse.
Ifølge firmaet er alle relevante muligheder for bevaring og renovering blevet undersøgt.
Løsningerne vurderes fortsat at være økonomisk urealistiske inden for Landsbyggefondens ramme på cirka 2,1 milliarder kroner.
– Vi har forståelse for at det er en forudsætning at operere indenfor Landsbyggefondens økonomiske ramme for at sikre en husleje der ikke overstiger alment nybyggeri og vi vurderer ikke at flere undersøgelser skulle kunne bibringe ny viden som kan give anledning til at ændre konklusionen. Renovering af SABs ti højhuse er ikke mulig inden for den givne budgetramme, udtaler Peter Vangsbo, ansvarlig for miljø, klima og bæredygtighed i Arup.
Sagen handler om de almene højhuse ejet af SAB, hvor KAB har arbejdet med en helhedsplan for området. Københavns Kommune besluttede i marts at sætte gang i arbejdet med en lokalplan, der skal danne grundlag for nedrivning og genopbygning af bygningerne. Samtidig ønskede politikerne endnu en vurdering af mulighederne for renovering.
Arup vurderer dog, at yderligere undersøgelser ikke vil tilføre ny viden, som kan ændre konklusionen. Ifølge virksomheden er der allerede gennemført omfattende analyser af både renovering og mulige ombygninger, herunder omdannelse af familieboliger til ungdomsboliger.
Hos KAB ser man meldingen som en vigtig afklaring i den videre proces. Organisationen fremhæver, at arbejdet nu fortsætter med at udvikle nye almene boliger på stedet med respekt for områdets særlige arkitektoniske og bevaringsmæssige værdier.






















