Nyåbnet skole i Gellerup byder på fleksible rammer

Kløverskolen i Gellerup er nu officielt taget i brug – med en åben arkitektur, der bryder med den klassiske skolemodel.

Efter sommerferien har eleverne taget den nye Kløverskolen i Gellerup i Aarhus i brug.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Velfac, der har leveret en komplet dør- og vinduesløsning i Velfac 200 til skolen.

Den firkløverformede bygning er organiseret omkring et centralt torv, hvor fire bygningskroppe rummer faglokaler, værksteder og idrætshal. Arkitekturen er skabt af Aart og giver mulighed for, at eleverne frit kan bevæge sig mellem forskellige læringszoner frem for at være bundet til ét klasselokale.

– Vi har skabt en åben struktur, der understøtter skolens pædagogiske ambitioner og inviterer til forskellige læringsformer. Her bevæger eleverne sig frit mellem zoner, og det er netop fleksibiliteten, der gør det muligt at vælge det læringsrum, der passer til opgaven, fortæller Martin Geertsen, partner og bygningskonstruktør hos Aart.

I første omgang rummer skolen både indskoling og udskoling, men på sigt får de yngste deres egne rammer i en kommende trekløverbygning.

Med sin placering på én af Brabrands højeste grunde er Kløverskolen også et markant vartegn. Store glaspartier og solafskærmende løsninger sikrer et lyst indeklima, mens udsigten strækker sig over Aarhus Ådal og Aarhusbugten.

Byggeriet er udført i totalentreprise af MT Højgaard, og til projektet har Velfac leveret en komplet dør- og vinduesløsning i Velfac 200, hvor de indvendige karme er i klarlakeret træ og har slanke profiler. Udvendigt er vindueselementerne i aluminium.

Kløverskolen er første skridt i etableringen af et samlet skole- og fritidscenter, som skal samle børn, unge og lokalsamfundet i Gellerup. Projektet har en samlet anlægsudgift på 320 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev