Ejendomsmægler fra Nybolig er positiv trods coronavirussens udfordringer

De cirka 220 mæglerforretninger i Nybolig har taget særlige forholdsregler i en tid, hvor coronavirus har medført bestemte retningslinjer fra regeringen. Men landets Nybolig-forretninger fortsætter arbejdet hjemmefra. Det giver tid til ekstra kundepleje, påpeger medindehaver af Nybolig Kolding Glenn Gadegaard.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nybolig løber ingen risiko for smitte i denne tid med coronavirus. I Nybolig Kolding har man derfor valgt at låse døren til den fysiske butik. Her sidder kun én medarbejder, mens mæglerne arbejder hjemmefra.

– Vi har lukket vores fysiske butik. Vi har en medarbejder sidende for låste døre til at besvare telefonen fra kunderne, klare bookinger og anden vigtig planlægning, siger Glenn Gadegaard, der er ejendomsmægler og medindehaver af Nybolig Kolding.

Han påpeger også, at man gør meget for at sikre sig, at den nødvendige kontakt til kunder sker under sikre forhold.

– Vi bruger mange kræfter på at screene de kunder, vi skal ud til, inden fremvisninger. Vi spørger dem eksempelvis, om de har været i udlandet i nyere tid, og har en i deres familie været forkølet for nyligt, foreslår vi at rykke aftalen 14 dage, siger Glenn Gadegaard.

Selvom man i Kolding har ændret den fysiske bemanding og indført screening af kunder, fortsætter forretningen så vidt muligt som før.

– Vi mæglere arbejder fortsat. Det sker bare hjemmefra nu. Der sidder altid en ansat klar ved vores telefon, og vi mæglere er online hjemmefra og kan servicere alle kunder. Det, at vi nu sidder hjemmefra, giver os faktisk også mulighed for at servicere de kunder, vi allerede har, lidt ekstra i øjeblikket, fortæller Glenn Gadegaard.

Ifølge kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard, er det en helt rigtig håndtering af den situation, vi står i netop nu.

– Alle Nyboligs mæglere har håndteret disse pludselige ændringer ganske professionelt. Det sikrer, at vi fortsat kan yde professionel hjælp til alle vores kunder, siger han.

Ser positivt på fremtiden

Glenn Gadegaard er ikke bekymret for situationen på den lange bane.

– Vi vil nok se lidt påvirkning på den korte bane, fordi nogen sidder hjemme og afventer. Men med hjælpepakkerne tror jeg, vi kommer godt igennem. Regeringen tager godt hånd om situationen, siger han.

Glenn Gadegaard har et klart råd til boligsøgende kunder.

– Hvis drømmeboligen er der nu, bør man springe til. Vi har stadig fantastisk gode lånemuligheder i Danmark lige nu. Selvom coronavirussen er på mange danskeres læber i øjeblikket, mener jeg ikke, at man skal lade sig bremse af noget, som meget vel blot er en kortsigtet udfordring, afslutter Glenn Gadegaard.