Nybyggeri med over 200 lejligheder i Ørestad meldes fuldt udlejet

Det nyeste boligprojekt i Ørestad omfatter over 200 boliger, som alle var lejet ud før ind­flyt­nings­da­to­en, oplyser projektmægleren.

Kanalgaarden er det nyeste boligprojekt i Ørestad. ATP Ejendomme, der står bag byggeriet, har opført 213 lejeboliger fordelt på 81 familieboliger og 132 ungdomsboliger.

Byggeriet er fuldt udlejet, oplyses det i en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech har formidlet udlejningen.

Særligt familieboligerne har været eftertragtede.

Ifølge Sofie Duus Nielsen, Asset Manager hos ATP Ejendomme, har målet været at skabe et boligmiljø, hvor både familier, par og studerende kan bo side om side.

– Kanalgaarden består af lækre et-fem-værelses lejeboliger, så uanset om du er enlig studerende, et par eller en familie, så er der en lejebolig der matcher lige netop dine behov, udtaler Sofie Duus Nielsen.

– Der er skole og institutioner tæt på, så børnefamilier kan slå sig ned i området. Samtidig er det tæt på både motorvej, metro og lufthavnen, og lidt tilbagetrukket fra Københavns byliv, så det er virkelig et område, der er tiltalende for alle aldersgrupper.

Ejendommen er indrettet med fællesfaciliteter, der skal styrke naboskabet blandt beboerne, og de første tilbagemeldinger har været meget positive, lyder det fra projektmægleren.

Stor interesse fra begyndelsen

ATP Ejendomme bygger Kanalgaarden i Ørestad. Projektet er tegnet af Werk og C.F. Møller Architects.
ATP Ejendomme står bag Kanalgaarden i Ørestad. Projektet er tegnet af Werk og C.F. Møller Architects.

EDC Projekt Poul Erik Bech oplyser, at der har været stor interesse for de nye boliger helt fra starten.

– Efterspørgslen efter lejeboliger har været stigende de sidste par år, efter det er blevet markant sværere for førs­te­gangs­kø­be­re at komme ind på ejermarkedet. Det gælder også børnefamilier, hvilket betyder, at større lejeboliger er i høj kurs, udtaler kundechef Lars Bo Christensen fra EDC Projekt Poul Erik Bech.

– Det har vi kunne mærke i udlejningen af Kanalgaarden, hvor de 81 familieboliger var lejet ud før ind­flyt­nings­da­to­en den 1. april 2025.

Kanalgaarden er tegnet af arkitekter fra Werk og C.F Møller Architects i samarbejde med Artelia, mens projektet er opført i totalentreprise af V8 Construction.

Boligbyggeriet rummer både almene og private ungdomsboliger og private familie- og seniorboliger. De almene boliger står FSB bag.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling