Fink Ejendomme har solgt ejendommen Fuglsang Søfællesskab til ejendomsudbyderen Vinding Gruppen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals, som har formidlet salget.
Det nyopførte Fuglsang Søfællesskab består af tre tårne direkte ned til Fuglsang Sø med i alt 39 lejligheder.
– Fuglsang Søfællesskab er en spændende case, fordi ejendommen er så attraktiv qua den fantastiske beliggenhed, enheder i høj kvalitet og et fokus på at skabe rum og omgivelser, der understøtter fællesskaber, udtaler partner hos Nordicals Midtjylland, Michael Jensen, der har formidlet salget af ejendommen.
Vinding Gruppen køber ejendommen i en selskabshandel for et større tocifret millionbeløb. Prisen på handlen oplyses ikke, og der foreligger endnu ikke et regnskab, der kan afsløre den bogførte værdi af ejendommen.
Ejendommen er certificeret til DGNB Guld. Lejlighederne er på 62-97 kvadratmeter og udlejes til månedlige huslejer på mellem 6.900 kroner og 10.400 kroner. Boligerne ved den 28 hektar store sø henvender sig til 50+ målgruppen.
– Ejendommen er fuldt udlejet, og der er uden tvivl høj efterspørgsel efter konceptet i Herning. Både blandt lejere, men i særdeleshed også blandt investorerne, blandt andet fordi genudlejningssikkerheden er høj, fortæller Michael Jensen.
Blandt de fysiske faciliteter er fælleslokale med køkken og spiseareal, orangeri, værksted, sauna, udendørs fitness og værelser, der kan lejes til besøgende. Derudover arrangeres forskellige sociale sammenkomster og møder mellem lejerne såsom gåture og fællesspisning igennem en app, som alle lejere har adgang til.
– Et af de store trækplastre for beboerne er, at Fuglsang Søfællesskab er mere end et lejemål. Hjertet er tænkt med, og det kan mærkes, at udvikler brænder for at dyrke fællesskab, og derfor er der i området tænkt en masse sociale touch points ind. Derfor er efterspørgslen stor, og det forventer vi, at den vil fortsætte med at være i takt med, at der opføres mere i området, siger Michael Jensen.
Fuglsang Søfællesskab er en del af en ny bydel med i alt 290 boliger, som Fink Ejendomme udvikler i samarbejde med Aart Architects. Det 33.000 kvadratmeter store udviklingsmråde ligger fem kilometer fra Herning Centrum.