Nybygget Jem & Fix-butik i Esbjerg udbydes til investorer

Jem & Fix har tegnet en lejekontrakt på mere end 10 år på den nye butik, der ligger på Taurusvej ved Gammelby Ringvej i Esbjerg.

Jem & Fix åbner ny butik på Taurusvej i Esbjerg. Foto: Blue Capital.
Jem & Fix åbner ny butik på Taurusvej i Esbjerg. Foto: Blue Capital.

En nyopført butik til byggemarkedskæden Jem & Fix i Esbjerg udbydes nu som investeringsprojekt af Blue Capital.

Det oplyser ejendomsinvesteringsselskabet i en pressemeddelelse.

Butikken ligger på Taurusvej ved Gammelby Ringvej og åbner efter planen i maj 2026. Den nye ejendom har en uopsigelig lejekontrakt med Jem & Fix på 10,5 år. Butikken erstatter kædens nuværende adresse på Storegade.

– Vi har haft en rigtig god butik på Storegade i Esbjerg siden 2015, men rammerne passer ikke til den måde, vi gerne vil drive butikker på i dag. Derfor glæder vi os meget til at rykke ind i nye og større rammer, hvor vi får de faciliteter, der modsvarer vores koncept, udtaler udviklingschef i Jem & Fix, Kell Fogh.

Den nye ejendom ligger cirka fem kilometer fra den nuværende butik og skal fortsat sikre en stærk tilstedeværelse i den østlige del af byen. Byggeriet er indrettet med fokus på effektiv drift og god adgang for kunderne. Blandt forbedringerne er en større varegård med mulighed for drive-in samt bedre parkeringsforhold.

Blue Capital forventer stor interesse fra både private investorer og selskaber. Investorgruppen består typisk af velhavende privatpersoner, der ønsker at supplere investeringer i aktier og obligationer med ejendomme.

Blue Capital har tidligere udbudt en anden Jem & Fix-ejendom i Esbjerg til investorer. Den ejendom blev i 2020 solgt for 15,9 millioner kroner, og samtlige andele blev dengang afsat på under et døgn.

– En stor del af henvendelserne kommer via anbefalinger fra eksisterende investorer. Det ser vi som en klar tillidserklæring og et tydeligt tegn på tilfredshed, udtaler senior investeringsrådgiver hos Blue Capital, Johnni Rasmussen.

Med investeringen øger Blue Capital sammen med sine investorer sin samlede ejendomsportefølje i Esbjerg til en værdi på omkring 142 millioner kroner.

Porteføljen omfatter blandt andet en Jem & Fix-ejendom på Snedkervej, en butik for Rema 1000 i Tarp, en restaurant for Sunset Boulevard på Strandbykirkevej samt en dagligvarebutik for Netto på Gammelby Ringvej.

Tilmeld Nyhedsbrev