Torsdag den 23. april inviterer AB Samvirke til åbent hus i nye almene boliger i Bolbro i Odense. Her får interesserede mulighed for at se de første resultater af en omfattende omdannelse af afdeling 5.
Det oplyser andelsboligforeningen i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter adresserne Holstedvej, Brammingvej og Regner Lodbrogs Vej, hvor de eksisterende boliger er nedtaget til soklen. I stedet opføres 20 nye boliger med fokus på energieffektivitet, lavemissionsmaterialer og moderne boligstandarder.
– Vi har haft et stort ønske om at skabe boliger, der både er tidssvarende og fremtidssikrede. Nu får vi mulighed for at opføre moderne boliger med fokus på bæredygtighed og gode rammer for beboerne, siger Charlotte Christensen, formand for AB Samvirke.
De nye boliger opføres med træfacader og en lav CO2-profil, og de eksisterende fundamenter genbruges. Samtidig indrettes alle boliger som tilgængelighedsboliger med plads til kørestole og rollatorer samt lyse opholdsrum og funktionelle planløsninger.
De første boliger forventes klar til indflytning i begyndelsen af maj, og udlejningen er allerede i gang. Hele byggeriet ventes afsluttet i fjerde kvartal 2026.
Projektet er udviklet i samarbejde med Graa Arkitekter, mens Obyg er totalentreprenør og Boligkontoret Danmark er byggeforretningsfører. Prisen for byggeriet lyder på godt 48 millioner kroner.
Åbent hus finder sted torsdag den 23. april klokken 14 til 18 på Brammingvej 30 og 32 i Odense, og det kræver ikke tilmelding at deltage.
AB Samvirke er en almen boligforening med syv boligafdelinger med i alt 276 lejeboliger. Andelsboligforeningen administreres af Boligkontoret Danmark.
























