
Vonsild Bakke i Kolding er igen i søgelyset på grund af problemer med de nyopførte boliger.
Ifølge JyskeVestkysten flyttede Line Otzen ind med sine to børn i december 2025, men efter blot fire måneder valgte familien at flytte igen.
Ved indflytningen havde hun registreret mellem 50 og 70 fejl og mangler. Blandt problemerne var manglende fjernvarme, et gulv der løftede sig, huller i loftet og manglende fuger i badeværelset.
Andre beboere har ifølge en Facebook-gruppe meldt om endnu flere fejl. En beboer oplyser at have registreret 122 fejl ved indflytningen, mens en anden har meldt 80.
Direktør Anders Horsbøl fra Bennu Development, der står bag byggeriet, har over for Fagbladet 3F erkendt, at de første boliger ikke var gode nok.
“Vi anerkender, at der har været situationer, hvor kommunikationen og opfølgningen ikke har været tilfredsstillende. Når en beboer henvender sig med fejl eller mangler i sin bolig, skal vedkommende opleve, at der bliver taget hånd om sagen”, skriver han ifølge JyskeVestkysten til mediet.
Vonsild Bakke har tidligere været ramt af kritik. Der er blandt andet givet 124 strakspåbud, mens medier har afdækket problemer med blandt andet løn og konkurser.
Der er fortsat 23 huse til leje på Go’Boligs hjemmeside. Huslejen for et fireværelses hus ligger på omkring 12.500 kroner om måneden.





















