Det danske marked for investeringsejendomme viste fornyet styrke i juli, selv om den samlede aktivitet fortsat halter efter sidste år.

Ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsmæglernes Branchedata blev der handlet erhvervsejendomme for 3,2 milliarder kroner i juli. Det er 40 procent mere end i samme måned sidste år og markant over niveauet i juli 2024.

Siden årsskiftet er der gennemført 995 ejendomshandler med en samlet værdi på 37,5 milliarder kroner. Det er 3,5 milliarder kroner mindre end på samme tidspunkt sidste år, hvilket især skyldes en langsom start på året.

– Det geopolitiske bagtæppe påvirker investorernes prioritering af segmenter og ejendomme, med stabile indtægtsstrømme og langsigtede vækstdrivere, udtaler Jacob Lund, administrerende direktør og partner hos Savills, udtaler på vegne af Erhvervsmæglernes Branchedata.

– Det kommer især fortsat boligsegmentet til gode, som også denne måned har været den væsentligste drivkraft på investeringsmarkedet. Den vedvarende interesse for attraktive boligejendomme ses tydeligt i flere af månedens største handler og det forventer vi fortsætter.

Boligejendomme var igen den mest eftertragtede ejendomstype og stod for 51 procent af transaktionsvolumen i juli. Hoteller og detailhandel fulgte efter med henholdsvis 19 og 17 procent, mens kontorbygninger samt industri og logistik fyldte væsentligt mindre.

Samtidig er det fortsat danske investorer, der sætter dagsordenen. De stod for 93 procent af investeringerne i juli og 76 procent af årets samlede transaktionsvolumen. Internationale investorer har fortsat en begrænset rolle, selv om branchen peger på, at det er en udvikling, der præger store dele af Europa.

Ifølge Erhvervsmæglernes Branchedata viser udviklingen, at interessen for danske investeringsejendomme fortsat er stærk, selv om den udenlandske kapital endnu ikke er vendt tilbage i større omfang.

Erhvervsmæglernes Branchedata, et samarbejde mellem CBRE, Colliers, EDC Erhverv Poul Erik Bech, Newsec, Nordicals og Savills.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev