AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der blev i alt solgt 7.240 boliger i Danmark i juli måned, viser nye handelstal fra Boligsiden.

Det er 3,3 procent mindre, end der blev solgt i juni, hvilket konkret svarer til 249 færre solgte boliger.

– Det er forventeligt, at boligsalget daler fra juni til juli, fordi handelsaktiviteten kører på et lavere blus i juli, hvor langt de fleste danskere holder sommerferie. Så juli-salget er sjældent prangende, hvilket vi også har set i tidligere år, siger Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– En væsentlig forskel er dog, at faldet i boligsalget fra juni til juli er langt mindre i år, end det tidligere har været. Samtidig ligger det samlede boligsalg for juli i år 13,7 procent over det gennemsnitlige salg for samme måned i årene for corona, ligesom det også overgår juli-salget i 2022 og 2023. Det er alle faktorer, som bidrager til helhedsindtrykket af, at boligmarkedet er et godt sted i dag, hvor der både bliver handlet boliger i et fint omfang og ofte til højere priser end tidligere.

Læs også: Klimaforandringer får boligkøbere til at droppe ønske om havudsigt

For både husene, ejerlejlighederne og sommerhusene gør det sig gældende, at der i år er tale om en mindre nedgang i boligsalget fra juni til juli måned sammenlignet med tidligere år.

Hussalget overgår niveau fra før corona i de fleste kommuner

Antallet af solgte villaer og rækkehuse endte på 4.502 styks i juli måned, som er 2,6 procent færre solgte huse end i juni. Det gælder for alle regioner med undtagelse af Region Sjælland, at hussalget faldt fra juni til juli i år.

Det samlede antal solgte huse i juli i år overgår derudover det gennemsnitlige hussalg i juli i årene 2015-2019 med 15 procent.

– Der blev solgt færre huse i juli end i juni i hovedparten af landet, hvilket primært skyldes sommerferien. Dog overgår dette års juli-salg af huse det gennemsnitlige hussalg for samme måned i årene før corona i 69 ud af landets 98 kommuner. Hussalget ligger altså på et fornuftigt niveau for størstedelen af landet, siger Birgit Daetz.

Lejligheds- og sommerhussalg følger de sædvanlige sæsonudsving

Også lejligheds- og sommerhussalget tog et mindre dyk fra juni til juli som følge af sommerhøjsæsonen.

Læs også: Antallet af ledige lejeboliger falder

Lejlighedssalget endte på 1.257 styks i juli, hvilket er 5,9 procent mindre end i juni. I Københavns Kommune, som har landets største marked for ejerlejligheder, blev der solgt 460 ejerlejligheder i juli, som er 3,6 procent færre end i juni.

Sommerhussalget dalede fra juni til juli med 6,8 procent, hvilket betyder, at der i alt blev handlet 854 sommerhuse i juli måned.

Udvikling i boligsalget fra juni til juli måned fordelt på år

Boligtype 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024
Villaer og rækkehuse -10,9 procent -0,9 procent -10,6 procent -22,0 procent -17,3 procent -15,1 procent -2,6 procent
Ejerlejligheder -15,1 procent -0,9 procent -3,7 procent -16,1 procent -23,6 procent -13,2 procent -5,9 procent
Sommerhuse -11,7 procent 0,9 procent -32,9 procent -26,3 procent -13,7 procent -26,5 procent -6,8 procent
Alle boligtyper -12,7 procent -1,4 procent -14,4 procent -21,7 procent -17,4 procent -16,6 procent -3,3 procent

Tabellen viser ændringen i boligsalget fra juni til juli måned fordelt på år fra 2015-2024. Kilde: Boligsiden.

Udvikling i boligsalget for juli 2024:

Boligtype Antal solgte boliger

juli 2024

Månedlig ændring Årlig ændring Ændring i forholf til før corona*
Villaer og rækkehuse        4.502 -2,6 procent 15,6 procent 15,0 procent
Ejerlejligheder        1.257 -5,9 procent 3,1 procent -16,7 procent
Sommerhuse           854 -6,8 procent 17,3 procent 4,6 procent
Alle boligtyper**        7.240 -3,3 procent 13,7 procent 3,7 procent

Tabellen viser antallet af solgte boliger i juli 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenholdes med henholdsvis juni 2024 (månedlig ændring), juli 2023 (årlig ændring) og det gennemsnitlige salg for juli i årene 2015-2019 (ændring i forhold til før corona*). **Alle boligtyper dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme.

Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling