Plan & Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune har netop godkendt en ny helhedsplan for den vestlige del af Esbjergs bymidte, som en del af områdefornyelsen Bymidte vest.
Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
– I Plan & Byudviklingsudvalget er vi glade for at kunne sende planudkastet videre til Esbjerg Byråd. Især fordi planen opererer med åbningstræk, der kan realiseres inden for det næste år, mens der også er tiltag med en længere tidshorisont, der tager højde for en fremtidssikring af området, udtaler udvalgsformand for Plan & Byudvikling, Henning Ravn (V).
Området rummer knap 1.240 beboere og 385 virksomheder. Med planen etableres en ny grøn parkforbindelse, der strækker sig fra Byparken i øst via Klevestien til Vesterhavsgade i vest. Første skridt bliver etableringen af en del af parken langs Havnegade.
Kleveparken skal skabe forbindelse mellem by og havn og fremhæve Esbjergs særlige beliggenhed. Parken skal vise kystlandskabet på kanten af byens puls og havnens industrielle råhed, lyder det fra kommunen.
I parken vil besøgende kunne nyde opholdszoner, og på længere sigt også enkelte kunstværker, som understreger beliggenheden på Kunst og Kyst-ruten. Kleveparken skaber en ny forbindelse mellem Byparken og Den Grønne Ring, der løber gennem byen som et grønt bælte.
Kleveparkens areal omfatter parkeringspladsen ved krydset i Havnegade og Stormgade. Der er derfor lavet en aftale om, at bilister fremover kan parkere ved den forhenværende skattebygning på Adgangsvejen 3, hvilket udvider parkeringskapaciteten i området.
Nybyggeri og højhuse
Med projektet udlægges omkring 74.000 kvadratmeter til nybyggeri, så havn og bymidte bindes sammen gennem byfortætning.
Der er tale om 20.000 kvadratmeter ved Spangsbergkarréen, 7.500 kvadratmeter ved Havnegadekarréen, 14.500 kvadratmeter på Føtex-grunden og endeligt 32.000 kvadratmeter på Skat-grunden, hvoraf 4.000 kvadratmeter vil være til butikker.
På Skat-grunden er det tanken at etablere et såkaldt multifunktionshus med dagligvare- og udvalgsvarebutikker, erhverv, boliger og parkering.
Illustrationer fra helhedsplanen rummer flere høje bebyggelser og herunder et højhus i omkring 18 etager.
Tanken er, at bebyggelsens “højeste huse placeres på kanten af byen, hvor de går i samspil med havnens siloer, og bebyggelsens skala binder midtby og havn sammen”, fremgår det af helhedsplanen.
Nye belægninger i Kongensgade og Stormgade
Den sidste del af Kongensgade vest for Stormgade får en helt ny grøn identitet, hvor belægningen, som den kendes fra resten af Kongensgade, delvist videreføres.
Omkring halvdelen af belægningen fjernes i projektet for at give plads til flere træer og blomster. På sigt er det meningen, at gaderummet og baggården mod syd integreres til et sammenhængende grønt byrum, hvor ophold, leg og socialt samvær kan udfolde sig.
I Stormgade skal der laves ændringer i belægningen, som skal gøre det nemmere og mere sikkert for fodgængere og cyklister at komme fra havnen over Bomholts Plads og videre til Kongensgade.
Hvis Esbjerg Byråd også godkender planen i december, begynder den detaljerede planlægning af åbningstrækkene. Forventningen er, at åbningstrækkene kan realiseres i løbet af 2025. Inden anlægget af det første åbningstræk, Kleveparken, inviterer Esbjerg Kommune alle interesserede til informationsmøde.
Følgende projekter foreslås som udmøntning af programmet
Delprojekt 1
Overordnede rammer for udvikling Projektet har til formål at foreslå nogle rammer for udviklingen af området på den korte bane ved at kæde de øvrige delprojekter sammen med konkurrenceprojektet for Esbjerg midtby og Rørkjær og på den lange bane at foreslå tiltag, der rækker ud over det nuværende områdefornyelsesprojekt. Der entreres med Gründl Haahr fra konkurrenceprojektet til hjælp for denne opgave.
Delprojekt 2
Kleven, forbindelsen landgangen og byparken Projektet skal samle flere projekter i et projekt og skal pege på det videre forløb ud over OMF-grænsen.
Her samles Kyst og Kunst, konkurrenceprojektet, den grønne rings forbindelse, løft af byparkprojektet, videreførelse af forbindelsen mellem langgangen og Klevestien samtidig med, at der skæves til de mange projekter uden for området som for eksempel områdefornyelse af banegårdsområdet, Klima- og risikostyringsplanen og udvikling af vestbyen.
Delprojekt 3
Området ved Stormgade/Bomholts Plads og trafikale løsninger Projektet skal udvikle et sammenhængende område og se muligheder i den synergi, der kan hentes i de forskellige andre projekter som konkurrenceprojektet (især Gründl Haahrs projekt for området), Kyst og Kunst ruten samt at der bliver prioriteret de mange ønsker, der er fra de lokale.
Projektet skal munde ud i en konkret løsning, hvor der tages hensyn til de trafikale udfordringer og være springbrættet til at komme videre med udviklingen i delområdet.
Delprojekt 4
Udvikling af kvarteret Kongensgade etape 6 Projektet skal, på baggrund af mulighedsstudier, konkurrenceprojektet og de midlertidige forsøg, udarbejde en helhedsplan for området i og omkring Kongensgades vestlige ende, hvor forbindelser mellem by og hav er en væsentlig del.
Alle projekter udarbejdes simultant.
Kilde: Esbjerg Kommune.