
Danmarks omfattende militære oprustning kan føre til åbningen af en eller flere nye kaserner.
Det fremgår af et klassificeret dokument fra Forsvarsministeriet, som DR har fået indsigt i.
Ifølge dokumentet vurderer forsvarschef Michael Hyldgaard, at det stigende antal værnepligtige kan gøre det nødvendigt at etablere nye kaserner og andre militære anlæg. Derfor skal der nu gennemføres en analyse af, hvor meget plads Forsvaret får brug for, og hvor nye anlæg eventuelt skal placeres.
Baggrunden er regeringens ambition om at opbygge et mobiliseringsforsvar, som i en krise eller krig kan indkalde op mod 180.000 soldater. Samtidig ventes antallet af værnepligtige gradvist at stige til 10.000 om året og på længere sigt muligvis helt op til 13.000.
Ifølge senioranalytiker og tidligere oberst Jess Møller Nielsen er der ikke plads til så mange soldater med de nuværende faciliteter.
Hvor nye kaserner skal placeres, er endnu uafklaret. Placeringen skal både tage hensyn til militære behov, adgang til øvelsesterræn og mulighederne for at tiltrække fast personel. Aarhus nævnes af Jess Møller Nielsen som en mulig placering, fordi der ikke findes en større garnison i nærheden af landets næststørste by.
– Det, der ikke må ske, er, at det bliver lokalpolitisk fnidder, der bestemmer, hvor kasernerne kommer til at ligge, siger han til DR.dk.
Danmark har ellers lukket en række kaserner gennem de seneste årtier som følge af besparelser i Forsvaret. Blandt andet blev kasernerne i Næstved, Ringsted, Tønder, Farum, Sjælsmark, Frederiksværk og Sønderborg nedlagt.
Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen har over for DR ikke ønsket at kommentere oplysningerne.
Forsvaret har valgt PensionDanmark og MT Højgaard til at stå for en omfattende modernisering af soldaternes indkvartering på de eksisterende kaserner.






















