Reglerne for arbejde med asbest bliver strammet igen, og allerede fra næste uge skal virksomhederne leve op til en række nye krav.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra brancheorganisationen Dansk Håndværk, som kritiserer det korte varsel for ændringerne.
De nye regler træder i kraft den 21. december og omfatter i alt 12 ændringer. De handler blandt andet om skærpede krav til afskærmning, bedre deling af oplysninger mellem virksomheder, nye krav til uddannelse i asbestarbejde og krav om, at medarbejdere skal dekontamineres før pauser og ved arbejdstids ophør.
Ifølge Arbejdstilsynet ændrer reglerne ikke grundlæggende ved selve arbejdet med asbest, men vedrører primært arbejdsmetoder og personlige værnemidler.
– Men de betyder alligevel, at virksomhederne skal foretage en række ændringer, som skal overholdes allerede fra den 21. december – altså i næste uge, lyder det fra Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen.
Han peger på, at myndighederne endnu en gang melder ændringerne ud meget sent, hvilket giver virksomhederne få dage til både at sætte sig ind i reglerne og implementere dem i praksis.
Dansk Håndværk fremhæver, at kravene blandt andet indebærer skærpet håndtering af asbeststøv, tydeligere risikovurderinger og nye procedurer for anmeldelse af asbestarbejde til Arbejdstilsynet. Samtidig fjernes tidligere undtagelser, som gav mulighed for lempeligere regler ved visse typer arbejde.
Organisationen har gennemgået ændringerne på sin hjemmeside og vil informere medlemsvirksomhederne direkte for at sikre, at de nye krav bliver overholdt fra dag ét.
De væsentligste ændringer er:
- Et nyt krav om, at ansatte skal gennemgå en passende dekontaminering før pauser, og før arbejdsstedet forlades.
- Et nyt krav om at befugte asbeststøv i luften kontinuerligt med henblik på, at støvet lægger sig.
- Et nyt krav om at etablere støvtæt afskærmning med undertryk ved ethvert asbestarbejde, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang.
- Et nyt krav om, at nedrivning skal indgå i arbejdsgiverens risikovurdering, så arbejdsgiveren kan vælge at prioritere nedrivning af asbestholdigt materiale frem for andre former for håndtering af materialet, hvor det forbliver i anvendelse.
- Et nyt krav om, at en arbejdsgiver efter anmodning fra en anden arbejdsgiver skal stille oplysninger om forekomst af asbest til rådighed for den anden arbejdsgiver.
- Et nyt krav om, at asbestanalyse af luftprøver fra 21. december 2029 ikke længere må ske ved den gængse PCM-metode (fasekontrast-mikroskopi), men i stedet skal ske ved de mere avancerede, specifikke EM-metoder (elektronmikroskopi).
- Justerede krav til indholdet af en asbestanmeldelse til Arbejdstilsynet, herunder oplysninger om ansattes asbestuddannelse og dato for seneste helbredsundersøgelse.
- En ny pligt til at fremsende en asbestanmeldelse elektronisk til Arbejdstilsynet via Arbejdstilsynets blanket på virk.dk.
- En ophævelse af muligheden for at fritage visse typer asbestarbejde fra krav om asbestprotokoller og krav om adgang til helbredsundersøgelse.
- En justering af kravet om adgang til særlige bade- og omklædningsfaciliteter (typisk en miljøvogn). Adgangen til de særlige bade- og omklædningsfaciliteter vil fra 21. december 2025 kun gælde ved autorisationskrævende nedrivning og oprydning efter brande og omfattende stormskader.
- En ophævelse af definitionen på ”asbestarbejde med lavt støvniveau”, da udtrykket ikke længere anvendes i reglerne.
Kilde: Dansk Håndværk.























