I samarbejde med arkitekterne fra Entasis fik 3F i begyndelsen af 2020 udarbejdet en startredegørelse for et projekt med udvikling af fagforeningens ejendomme i området ved Toftegårds Allé, Mølle Allé, Lillegade og Valby Langgade i Valby. Planen er, at der skal bygges både ungdomsboliger, familieboliger og daginstitution, ligesom en dagligvarebutik skal udvides. Lokalplanen for projektet er nu endeligt vedtaget af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
Den eksisterende bebyggelse i området består mod øst består af klassisk karrébebyggelse i fem etager, mens den mod vest består af bebyggelse i op til tre etager. De fleste af bygningerne i området udpeges som bevaringsværdige.
Valby Langgade 55 er dog blot registreret med værdien 6, hvilet svarer til en middel bevaringsværdi. Bygningen var oprindelig opført med bindingsværk i en etage til smedje i 1819, men den nedbrændte i 1987. Ved genopførelsen blev bygningen opført i tegl, hvorpå træbeklædning er påsat for at ligne bindingsværk. Det er alene gavlen mod vest, der står som oprindeligt.
– Der har i starten været tvivl om, hvorvidt det overhovedet var muligt at redde den smedje, sagde medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Astrid Aller (SF) på mødet i Borgerrepræsentationen, da lokalplanen den 2. juni 2022 blev endeligt godkendt.
– Men der er det endt med, at vi sammen med bygherren faktisk har fundet en løsning, hvor vi bare pillede smedjen ud af lokalplanen og gjorde den bevaringsværdig, sådan at et af de meget værdifulde huse ude i Valby får lov til at blive bevaret, sagde hun videre.
Lokalplanforslaget muliggør samlet 6.700 kvadratmeter byggeri fordelt på cirka 4.700 kvadratmeter familie- og ungdomsboliger, som opføres i en kombination af almene og private boliger.
Planlovens mulighed for at kræve, at 25 procent af de nye boliger skal være almene boliger, er taget i brug. Det betyder, at der skal være cirka 1.200 kvm almene boliger.
Derudover skal der efter planen bygges cirka 800 kvadratmeter daginstitution og 1.200 kvadratmeter serviceerhverv, hvoraf 600 kvadratmeter er til udvidelse af en eksisterende dagligvarebutik.
Den nye bebyggelse i det 5.100 kvadratmeter store område tilpasser sig områdets skala med to-tre etager mod den lavere mere landbyprægede bebyggelse mod Valby Langgade og Lillegade og med fire-fem etager mod de højere karrébygninger i den østlige del af gården og mod Mølle Allé. Dog er der et spring på to etager mellem Valby Langgade 51 og den nye bygning i gården. Det nye byggeri i to-fire etager trapper op fra landsbyens to-tre etager til karrébyens fem etager.