
Priserne på elmaterialer fortsætter med at stige og ligger nu på rekordhøjt niveau.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som samtidig peger på, at elmaterialer udvikler sig dyrere end flere andre byggematerialer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Tekniq.
Ifølge erhvervsorganisationen kan de stigende materialepriser gøre både nybyggeri og renoveringer dyrere.
– Når prisen på materialer fortsætter opad, så vil det afspejle sig i tilbuddene til kunderne, udtaler Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
– Derfor risikerer udviklingen også at lægge en dæmper på lysten til at kaste sig over nye projekter, som kan ende med at blive dyrere, end bygherren havde forventet.
En væsentlig årsag er udviklingen på verdensmarkedet for kobber.
Kobberprisen er det seneste år steget med 46 procent, og det slår direkte igennem på mange eltekniske produkter og løsninger.
Tekniq peger blandt andet på uro på verdensmarkederne og Donald Trumps handelskrige som medvirkende årsager til de høje kobberpriser. Organisationen advarer samtidig om, at de stigende omkostninger ikke må udvikle sig til en uoverstigelig hindring for byggeprojekter.
På bare fem år er priserne på elmaterialer samlet steget med mere end en tredjedel.






















