Salget af massive trægulve har toppet, mens en ny type ekstremt hårde trægulve vinder indpas i danske boliger. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Inbogulve amba, der står bag Garant og Erhvervsgulve.dk.
Det skyldes både materialemangel, større fokus på bæredygtighed, og at de massive trægulve ikke egner sig til den måde, vi bygger vores huse på i dag. Det fortæller gulvekspert Erik Vangsgaard, der har arbejdet med gulve siden 1985 hos Inbogulve amba.
– Når salget af massive trægulve er nedadgående skyldes det dels, at det er svært at få træet leveret, fordi størstedelen af det træ, vi bruger i Europa, kommer fra Rusland eller Ukraine, og samtidig kræver det mere træ at producere de massive trægulve. I dag kan man producere trægulve med en stærk kerne, der kan holde til meget mere, og hvor man undgår ridser og sprækker, udtaler Erik Vangsgaard.
Trods revner og sprækker har det klassiske massive trægulv længe været et populært valg, men måden vi bygger vores huse på i dag, skubber det massive trægulv ud i kulissen. Ifølge Videnscenter Bolius er gulvvarme i dag det mest anvendte i nye huse, og her egner det massive trægulv sig dårligt.
– Massive trægulve er dårlige til at lede gulvvarme, men mange vil alligevel gerne have trægulv, fordi det har en varm følelse, hvor laminat, fliser eller beton føles koldt. De nye trægulve, der ikke er massive, har den varme følelse og kan arbejde med gulvvarmen og fordele den bedre rundt i huset. Desuden kan gulvet samles mere tæt uden revner og sprækker i samlingerne. Det betyder også meget for, at denne type trægulv er på vej frem, siger Erik Vangsgaard.
Som at gå på en diamant
Med ny teknologi kan man høvle træet ultratyndt, så der bliver op mod otte gange så mange kvadratmeter gulv af samme mængde træ. Det træmel, der pudses af undervejs, blandes op med korund, som er verdens andethårdeste naturligt forekommende mineral – kun overgået af diamant. Blandingen pumpes ind det lag, der udgør gulvets kerne, og giver en hårdhed og holdbarhed, der er stærkere end det massive træs.
– Alle gulve kan ridses, men det er enormt svært at lave trykmærker i et gulv med så hård en kerne. Du kan ikke se forskel på det og et almindeligt trægulv. Går du en tur gennem stuen i stiletter, er det til gengæld nemt at se, om det er et massivt trægulv eller et nyt trægulv med hård kerne, siger Erik Vangsgaard.
– Vi skal passe på vores ressourcer, og i min optik er teknikken med at høvle træet så tyndt en klar forbedring af trægulvet, som vi kender det. Derfor vil vi se, at flere vælger det hårde trægulv i fremtiden, hvor det massive trægulv kan ende med at blive helt udfaset.