Nye vinduer lægger en dæmper på støjende ringvej

I Valby er andelsboligforeningen Vigerslevhus ved at afslutte en omfattende renovering med omfugning af facader og udskiftning af vinduer og altandøre.

De 50 andelsboliger i A/B Vigerslevhus i Valby har fået skiftet alle vinduer og altandøre er ud til både gården og til gaden. De 30 år gamle dannebrogsvinduer i rødstensbygningerne fra 1930’erne trængte i høj grad til at blive skiftet ud, men da renterne sidste år pludselig steg eksplosivt, måtte projektet gentænkes og fintunes for at holde sig indenfor de økonomiske rammer. Det skriver vinduesleverandøren Velfac i en pressemeddelelse.

Den rette løsning blev strikket sammen ved hjælp af et længere forløb med tæt samarbejde imellem Trio Arkitekter, entreprenør PNP-Byg og Velfac. Ved blandt andet at kigge ind i forskellige vinduesløsninger og brug af platform i stedet for stillads lykkedes det at finde frem til en løsning inden for de økonomiske rammer. Med udskiftningen har andelsboligforeningen fået nedbragt både støj og varmeudgifter.

Andelsboligforeningen ligger for enden af Valby Langgade og tæt på Damhussøen. En af de nærmeste naboer er dog den støjende og tæt trafikerede Ring 2, der agerer hovedåre for mange pendlere ind og ud af København. Og det var ifølge andelsboligforeningen en gene, der med det samme blev afhjulpet af Velfac Ribo vinduerne:

– Normalt har vi været vant til, at trafikken agerede vækkeur, uanset om vi skulle op eller ej. Men fra det øjeblik vinduerne blev installeret, så blev støjniveauet markant reduceret fra den ene dag til den anden. Det er, som om hele ejendommen har fået en helt anden ro, fortæller Hans-Jørgen Schmidt, formand for A/B Vigerslevhus.

– Vi troede jo egentlig bare, at vi skulle skifte vinduer, men i virkeligheden har vi helt skiftet miljø. Det gør sig også gældende i form af indeklimaet, hvor udluftningskanalerne virkelig er et plus. Vi havde ikke turdet håbe på, at luften i lejlighederne ville være så frisk med så tætte vinduer.

Hele ejendommen har fået installeret vinduer og altandøre af typen Velfac Ribo.

– Velfac Ribo er ideelt som renoveringsvindue til ejendomme som denne med et klassisk funkisudtryk. Samtidig er det et alsidigt vindue, der nemt kan tilpasses til de udfordringer, den enkelte lejlighed har, så for eksempel har vinduerne i boligerne ud til ringvejen fået ekstra støjdæmpende glas, forklarer Jesper Larsson, der er salgskonsulent hos Velfac og i tæt samarbejde med Stine Gjesten fra Trio Arkitekter har udvalgt de rette vinduer til renoveringen.

Tilfredse bygherrer

I en andelsboligforening som Vigerslevhus er der ikke blot tale om en enkelt bygherre, der skal gøres tilfreds. I stedet er der hele 50 bygherrer i form af andelsboligejerne, der gerne hver især skal føle, at de får noget ud af vinduesrenoveringen. Og ifølge Hans-Jørgen Schmidt, så er der tale om 50 yderst tilfredse bygherrer, både hvad angår forløbet og resultatet.

– Vi har beboere, der allerede nu har oplevet en markant forbedring af temperaturen indenfor. En har sågar målt to graders varmestigning i sin lejlighed udelukkende på baggrund af de nye vinduer. Det bliver altså noget, vi alle kommer til at kunne mærke fra næste varmeregnskab af.

Også når det kommer til økonomien på længere sigt, er der en klar gevinst at hente ved de nye vinduer, hvis trærammer er beklædt med aluminium og derfor er enkle at vedligeholde.

– De nye vinduer vil helt sikkert også have en positiv effekt på vores vedligeholdelseskonto. Vi har tidligere haft en løbende opsparing til maling af vinduer, som vi nu kan konvertere til noget andet til glæde for hele foreningen, afslutter formanden for andelsboligforeningen.