I Aalborg har By- og Landskabsudvalget indtil videre vendt tommelen op til et lokalplanforslag, der skal bane vejen for et nyt bolig- og erhvervsområde i Aalborg Øst.
Der er tale om et 42.800 kvadratmeter stort areal, som efter planen skal bebygges med 14.000 kvadratmeter boliger og 12.000 kvadratmeter erhverv.
Området er omkranset Selma Lagerløfs Vej mod øst, af Alfred Nobels Vej og erhvervsområdet med blandt andet Novi mod nord og af boligområdet ved Broagervej mod syd.
I den sydlige del af lokalplanområdet skal der derfor efter planen bygges 2.900 kvadratmeter rækkehuse i et-to etager, mens der midt i området bliver mulighed for 11.200 kvadratmeter byggeri i to-fire etager.
I den nordligste del området skal der efter planen opføres en bygning i fem etager samt to bygninger i syv etager. De tre bygninger omfatter sammenlagt 11.900 kvadratmeter byggeri.
LÆS OGSÅ: PLAN FOR 2.700 BOLIGER VED GIGANTIUM ER GODKENDT
“Med Aalborg Universitet og Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) kommer udbygningen af grunden med erhverv til at ligge i god tråd med den udvikling, som det østlige Aalborg har gennemgået og gennemgår”, lyder det i lokalplanforslaget.
“Alle boligområder skal have direkte forbindelse til grønne områder, hvor der kan etableres forskellige legepladser, opholdsmuligheder og faciliteter, hvor beboerne kan samles om udendørs aktiviteter. Opholdsarealernes konkrete placering og indhold fastlægges først, når de anlægges og kan på den måde tilpasses de beboergrupper, der flytter ind i de nye boliger”, lyder det videre.
Lokalplanforslaget fastlægger desuden, at mindst 70 procent af det samlede facadeareal på områdets kommende bygninger skal fremstå med tegl som det primære facademateriale.
“Der kan kun anvendes træ, sten, metal og glas som sekundære facadematerialer. Betonelementer kan kun i særlige tilfælde indgå i en bygnings facadeudtryk, såfremt materialet bruges aktivt som arkitektonisk virkemiddel og i samspil med andre og mere stoflige materialer som f.eks. træ”, lyder det i lokalplanforslaget.
Området ejes gennem anpartsselskabet Frejlev Gård af den lokale erhvervsmand Mogens Mathiasen, der blandt andet er kendt for virksomheden Royal Danish Fish Group.
Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i december 2023, og i den forbindelse vil området blive overført fra landzone til byzone.