Nyt boligområde med 228 boliger kan blive en del af udviklingsområde

Ny lokalplan skal bane vej for 118 rækkehuse og 110 parcelhuse på et knap 25 hektar stort areal i midtjysk udviklingsområde.

I alt skal der bygges 228 boliger i området syd for Nebelgårdsvej i Eriksborg mellem Gødvad og Grauballe. Illustration fra præsentationsmateriale.
I alt skal der bygges 228 boliger i området syd for
Nebelgårdsvej i Eriksborg mellem Gødvad og
Grauballe. Illustration fra præsentationsmateriale.

Et nyt boligområde med omkring 228 boliger i Eriksborg er rykket et skridt nærmere.

Plan-, Vej- og Trafikudvalget i Silkeborg Kommune anbefaler, at arbejdet med et nyt kommuneplantillæg og lokalplan sættes i gang.

Planerne omfatter et cirka 24,7 hektar stort område syd for Nebelgårdsvej i den nye bydel Eriksborg mellem Gødvad og Grauballe.

Bag den nordlige del af området står selskabet Eriksborg I/S, der er ejet af Gitte og Peter Thomsen. De har allieret sig med med Sweco Arkitekter som rådgiver.

Den sydlige del af området skal udvikles af selskabet Kalmarvej Nord, som ifølge Silkeborg Kommune samarbejder med Fink Ejendomme og Nodo Arkitekter som rådgiver.

Bebyggelsesplanen er udarbejdet af både Sweco Arkitekter og Nodo Arkitekter, som arbejder på hver sin del af planen.

Boligområdet skal bestå af cirka 118 rækkehuse og 110 parcelhuse, hvoraf 41 skal opføres på kompaktgrunde.

Planen indebærer også en udvidelse af Nebelgårdsvej, som skal fungere som adgangsvej til området. Derudover bliver området koblet til den kommende supercykelsti gennem Eriksborg.

Kommunen vurderer, at projektet passer ind i visionerne for den nye bydel og understøtter fælles grønne områder, regnvandshåndtering og nærhed til naturen. Teknik- og Miljøafdelingen anbefaler dog flere ændringer i projektet, blandt andet bredere grønne kiler, større afstand til skovområder og justeringer af regnvandsbassiner.

For at kunne gennemføre projektet skal kommunen samtidig ændre flere naturudpegninger i kommuneplanen, herunder områder med økologiske forbindelser og det såkaldte Grønt Danmarkskort. Kommunen vurderer, at ændringerne er nødvendige for at skabe overensstemmelse mellem tidligere planer og den faktiske udvikling i Eriksborg.

Det nye boligområde forventes også at påvirke behovet for daginstitutioner og skolekapacitet i Eriksborg. Kommunen regner derfor med, at der skal etableres en ny institution i området som led i de kommende budgetforhandlinger.

Planforslagene skal miljøvurderes, blandt andet i forhold til natur, landskab og regnvandshåndtering. Når forslagene er klar, sendes de i offentlig høring i otte uger.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev