Nyt boligområde med 45 række- og parcelhuse på tegnebrættet

Aarhusiansk ejendomsudvikler købte sidste år en del af området, hvor der skal bygges 45 række- og parcelhuse.

I Gjern planlægger Silkeborg Kommune et nyt boligområde ved Lille Amerika og Søndergade.

Byrådet skal snart tage stilling til, om et kommuneplantillæg og en ny lokalplan for det kommende nybyggeri skal sendes i otte ugers offentlig høring.

Formålet er at skabe et boligkvarter med plads til både fritliggende parcelhuse og rækkehuse, samtidig med at naturen i området beskyttes.

Der skal udlægges kommunale grunde, ligesom den aarhusianske ejendomsudvikler Jørn Tækker sidste år købte en et knap 56.000 kvadratmeter stort areal i området for 2 millioner kroner.

Planerne gør det muligt at bygge omkring 45 boliger, herunder 30 åben-lave boliger, som typisk er fritliggende enfamiliehuse, og 15 tæt-lave boliger, som kan være rækkehuse.

Boligerne skal tilpasses det kuperede terræn, så de naturligt indpasses i landskabet. For at sikre, at bebyggelsen ikke dominerer området, skal materialer og farver være afdæmpede og harmonere med omgivelserne. Hvide eller meget lyse facader er ikke tilladt, og der må ikke bruges reflekterende materialer, så boligerne ikke skiller sig unødigt ud, især set fra Falkenkær Sø.

Vejadgangen til det nye boligområde vil ske via Lille Amerika, hvorfra trafikken fordeles gennem en ny fordelingsvej og boligveje, der følger terrænets naturlige linjer. For at sikre trafiksikkerhed, især for børn på vej til skole, vil der blive etableret foranstaltninger langs Lille Amerika og Søndergade. Derudover vil et stisystem forbinde boligområdet med fælles opholdsarealer og Gjern by, så bløde trafikanter som fodgængere og cyklister får sikre og sammenhængende ruter.

Naturen spiller en central rolle i planen. Et beskyttet naturområde mod nord, som inkluderer lavbundsarealer og en økologisk spredningskorridor, skal friholdes for byggeri og anlæg.

Der planlægges også et regnvandsbassin, som både håndterer vand og bidrager til områdets grønne karakter, samtidig med at det kan bruges rekreativt. Fælles opholdsarealer med legeplads, shelters og en bålhytte vil skabe rum til fællesskab og fritidsaktiviteter.

For at sikre et behageligt bomiljø er der taget højde for støj fra nærliggende veje, erhverv og en golfbane.

Naturområdet mod nord vil fungere som en støjskærm mod erhvervsområdet XL Byg, og en privat aftale med golfbanen skal minimere støj fra tidlig græsslåning.

Planforslagene kræver en mindre justering af den eksisterende kommuneplan, da vejadgangen ændres fra Søndergade til Lille Amerika. Derudover erstatter den nye lokalplan dele af en tidligere lokalplan for fritidsformål i området.

Byggemodning af området kræver yderligere investeringer, som skal prioriteres i budgettet for 2026-2035, og de første beboere kan tidligst flytte ind i 2029.

Tilmeld Nyhedsbrev