Horsens Kommune har på anmodning fra den private grundejer sat gang i planlægningen af et nyt boligområde ved den tidligere gartnerigrund på Egebjerggårdsvej 2 i Egebjerg.
Området skal udstykkes til cirka 45 rækkehuse i forskellige størrelser, og projektet skal bidrage til at skabe attraktive rammer for både familier, enlige og seniorer.
Projektområde ligger centralt mellem eksisterende boligområder og vil fungere som en naturlig overgang til det rekreative landskab mod Hansted Ådal og skoven.
Området får en lav bebyggelsesprocent, hvilket giver god plads mellem husene og åbner for grønne fællesarealer og et fælleshus. Der lægges vægt på adgang til natur, stier og fællesskab.
Projektområdet udgør et samlet areal på cirka 33.000 kvadratmeter, hvoraf cirka 6.400 kvadratmeter udstykkes til lodsejer, mens de resterende cirka 26.500 kvadratmeter udstykkes til tæt-lav boligbebyggelse.
Planen spiller ind i kommunens arkitekturpolitik og vision om at skabe varierede og velforbundne boligområder. Regnvand skal håndteres naturligt i landskabet, og eksisterende beplantning bevares så vidt muligt. Projektet kræver dog dispensation fra skovbyggelinjen.
Lokalplanforslaget forventes sendt i høring i begyndelsen af 2026 og endelig vedtaget midt på året.
Egebjerg med godt 3.200 indbyggere ligger omkring seks kilometer nord for Horsens.