Nyt boligområde på Sydhavnstippen

Grundejere vil udvikle erhvervsområde ved Bådehavnsgade Syd på Sydhavnstippen til nyt boligområde med over 200.000 kvadratmeter byggeri.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ny bydel med blandt andet boliger og plejehjem skal udvikles på Sydhavnstippen. Illustration fra startredegørelsen.
Ny bydel med blandt andet boliger og plejehjem skal udvikles på Sydhavnstippen. Illustration fra startredegørelsen.

En række grundejere vil udvikle erhvervsområdet ved Bådehavnsgade Syd til et blandet byområde med boliger og serviceerhverv, herunder en række kommunale funktioner.

Eksempelvis skal der etableres to plejehjem, en daginstitution, et socialt botilbud og “skæve boliger”, som er målrettet udsatte borgere.

Området strækker sig over et areal på 165.150 kvadratmeter, og planen er, at det skal bebygges med 202.400 kvadratmeter, hvoraf 9.550 kvadratmeter er eksisterende byggeri.

Det giver en bebyggelsesprocent på 123, hvor to planlagte parkeringshuse ikke medregnes.

Området kommer til at bestå af tre bykvarterer, som er opdelt af to grønne kiler. Ud mod Bådehavnsgade vil der være et centralt byrum ud for Trifolium med udadvendte funktioner som eksempelvis detailhandel.

Grundejerne ønsker mulighed for at bygge i op til seks etager, men Københavns Kommunes forvaltning foreslår, at der maksimalt skal gives mulighed for byggeri i op til fem etager og 21 meter.

Forvaltningen mener desuden, at de to grønne kiler skal være større for at få bedre sammenhæng med Tippen. Derudover ser forvaltningen positivt på ønsket om byudvikling i området.

“Området rummer et stort potentiale for at videreføre det kreative bymiljø, som området er præget af i dag. Det gamle andelsmejeri Trifolium er et eksempel på urban transformation fra industribygning til et levende værksteds- og kontorfællesskab”, skriver forvaltningen.

“Trifoliums hovedbygning samt dens forplads bevares og bliver det centrale byrum ud mod Bådehavnsgade. Citroën-bygningen bevares for den del, som indeholder Boulders i dag samt dens forplads med de karakteristiske ramper”, lyder det videre.

Sydhavn Genbrugscenter vil liggende i området, mens Stark til gengæld er på udkig efter nye lokaler, så de kan flytte deres byggemarked væk fra området.

Lokalplan kan vedtages i slutningen af 2025

Ny bydel med blandt andet boliger og plejehjem skal udvikles på Sydhavnstippen. Foto fra startredegørelsen.
Ny bydel med blandt andet boliger og plejehjem skal udvikles på Sydhavnstippen. Foto fra startredegørelsen.

Blandt grundejerne i området er blandt andet By & Havn samt forhenværende medejer af AG Gruppen, Jørgen-Erik Witting, og forskellige selskaber med tilknytning til Squaremeter.

Grundejerne har i forbindelse med planlægningen af området allieret sig med arkitektfirmaet Cobe.

“Ved udvikling og transformation af området tager den nye arkitektur udgangspunkt i erhvervsområdets karakteristika i form af forskellige lave tagformer som shed-, vinge- og saddeltage, portmotiver, strukturelle facaderytmer samt forskellige facadematerialer og farver”, fremgår det af en startredegørelse.

Her oplyses det videre, at mindst 70 procent af tagene på bygningerne vil få en særlig tagform, som vil være kendetegnede for området.

Projektet kræver en ny lokalplan, og det forventes, at den vil kunne vedtages i november 2025.

Støjpåvirkning fra virksomhederne RGS Nordic ved Selinevej, Sydhavn Genbrugscenter samt skydebanerne på Amager skal behandles i en miljørapport. Her vil omfanget af nødvendig støjafskærmning for at overholde støjgrænser for lokalplanområdet blive beskrevet.

Halvøen Sydhavnstippen er gradvist opstået ved opfyldning med blandt andet byggeaffald og overskudsjord gennem det 20. århundrede og afsluttet i 1973. Området Stejlepladsen bliver i de næste 10 år omdannet til et nyt bykvarter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling