Nyt boligområde skal vokse frem på planteskolegrund

Ny lokalplan skal bane vej for rækkehuse og lejligheder i nybyggeri i op til fire etager ved Idræts Allé i Bramming ved Esbjerg.

I september 2023 vedtog Byrådet den reviderede helhedsplan for udviklingen af området omkring Bramming Kultur- og Fritidscenter og Nordre Skole.

Samtidig blev det besluttet at genoptage planlægningen for et nyt boligområde ved Idræts Allé, Bramming, hvor Jensens Planteskole tidligere lå.

Nu er en lokalplan for projektet på plads. Lokalplanen omfatter det samlede område omkring Bramming Kultur- og Fritidscenter, for dermed bedst muligt at skabe sammenhæng mellem de enkelte funktioner i området.

Området strækker sig over et areal på 70.000 kvadratmeter. Med lokalplanen gives der mulighed for udstykning af i alt fire storparceller, hvor der kan opføres en blanding af tæt-lave boliger og etageboliger op til fire etager.

“Den centrale placering i tilknytning til plejecenteret, lægehus, idrætscenter og indkøb gør den tidligere planteskolegrund ideel til etablering af seniorvenlige boliger”, fremgår det af et notat fra Esbjerg Kommune.

“Der er ingen planer for opførelsen af en ny samlet skole i Bramming, og der er med lokalplanens afgrænsning taget højde for, at den eksisterende Nordre Skole skal have udvidelsesmuligheder nord for planområdet”, fremgår det videre.

Det understreges, at der er tale om et stort areal til boligbebyggelse, som forventes at kunne dække behovet for boligudbygningen i Bramming mange år frem.

Det meste af lokalplanområdet er ejet af Esbjerg Kommune, mens en mindre del er ejet Bargisen Thomsen Ejendomme og en anden bid af Lægehuset Bramming.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling