Nyt boligprojekt til en kvart milliard i udviklingsområde

Omkring en bevaringsværdig gård i et udviklingsområde skal der bygges ældreboliger og seniorbofællesskab for godt 250 millioner kroner.

I 2024 godkendte politikerne i Ringsted Kommune lokalplanen for udviklingsområdet Hulemarken, hvor der kan bygges 700 boliger.

Snart kan 120 almene boliger med fokus på ældre og fællesskab være på vej i den nye bydel.

Domea udvikler i samarbejde med Over Byen Arkitekter projektet, der består af både ældreboliger og boliger i seniorbofællesskaber.

Boligerne opføres på et samlet areal på 8.354 kvadratmeter og får en samlet anskaffelsessum på cirka 251,5 millioner kroner, hvoraf entrepriseudgifter vil udgøre godt 180 millioner kroner, mens der skal sættes godt 40 millioner kroner af til grundkøb.

Annonce

Projektet omfatter to- og tre-værelses lejligheder fordelt på henholdsvis 50 seniorbofællesskabsboliger med en størrelse på 53-77 kvadratmeter, og 70 ældreboliger med en størrelse på 64-77 kvadratmeter.

Huslejen forventes at ligge på omkring 1.254 kroner pr. kvadratmeter årligt, svarende til månedlige huslejer mellem 5.900 kroner og 8.400 kroner afhængigt af boligtype og størrelse.

Projektet er målrettet ældre borgere og skal både imødekomme et stigende behov for egnede ældreboliger og understøtte boligrotation i kommunen. Ved at tilbyde moderne og tilgængelige boliger forventes flere ældre at flytte fra parcelhuse, hvilket kan frigive boliger til børnefamilier.

Boligerne placeres omkring den bevaringsværdige gård Ludwiglund på Køgevej. Selve gården omdannes til fælleshus og bliver et centralt samlingspunkt for beboerne. Bebyggelsen indrettes med grønne gårdrum, fælles faciliteter og fokus på tryghed og naboskab.

Arkitektonisk tager projektet afsæt i klassisk byggeskik med røde teglfacader og tage, og der er arbejdet med overgange mellem private og fælles områder. Samtidig indgår bæredygtige løsninger som genbrug af eksisterende bygninger, bevaring af træer og klimatilpasning af udearealer.

Kommunen vurderer, at projektet lever op til de vedtagne principper for almene boliger og vil bidrage positivt til udviklingen af Hulemarken. Samtidig forventes det at styrke kommunens muligheder for at anvise boliger til ældre med behov.

Der er endnu ikke taget stilling til den kommunale medfinansiering, som først behandles i en senere sag. Projektet forventes realiseret i samarbejde med en privat udvikler inden for de kommende år.

Politikerne i Ringsted Kommune bliver præsenteret for projektet i næste uge.

Blandt de private udviklere i Hulemarken er Kronhusene, som opfører 132 boliger, hvor de første forventes at stå klar til indflytning i begyndelsen af 2027. Kronhusene bygger rækkehuse i ét plan på 79 og 82 kvadratmeter samt rækkehuse i to plan på 99, 106, 113, 116 og 122 kvadratmeter i udviklingsområdet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev