Nyt botilbud til 85 millioner skal bygges i Vollsmose

Med en investering på 85 millioner kroner vil Odense Kommune sikre flere pladser og mere hjemlige rammer for borgere med særlige behov.

Odense Kommune afsætter 85 millioner kroner til et nyt bo- og dagtilbud i Vollsmose, hvor hjemlighed, trivsel og tryghed skal være i centrum.

Odense Byråd har besluttet at investere 85 millioner kroner i et nyt bo- og dagtilbud til borgere med særlige behov.

Ifølge Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er beslutningen afgørende for at sikre kvalitet og kapacitet på socialområdet i de kommende år. Han peger på, at flere odenseanere nu kan få et hjem tæt på familie og netværk, samtidig med at rammerne bliver moderne og fagligt stærke.

– Det er en investering i tryghed og livskvalitet for nogle af vores mest sårbare borgere, udtaler Peter Rahbæk Juel.

Behovet for nye tilbud er stort, viser en analyse fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

– For det første er det helt afgørende, at vi får bygget flere offentlige botilbud i Odense, så vi ikke er tvunget til at benytte os af dyrere private tilbud. Derudover skal vi sørge for at skabe hjem, ikke institutioner, udtaler ældre- og handicaprådmand Brian Dybro (SF).

Det nye bo- og dagtilbud får 60 boliger og 50 dagtilbudspladser fordelt på tre målgrupper: borgere med multiple, fysiske og kognitive funktionsnedsættelser. De tre enheder får egne indgange, fællesarealer og boligindretning, så de kan tilpasses den enkeltes behov. Byggeriet bliver fleksibelt, så det kan ændres, hvis behovet udvikler sig.

Placeringen i Vollsmose – tæt på et kommende letbanestop – skal gøre det let for beboere, pårørende og medarbejdere at komme til og fra. Arkitekturen skal understøtte en hjemlig atmosfære med grønne fællesarealer og en indretning, der smelter naturligt sammen med bydelen.

Projektet er den sidste del af en samlet velfærdspulje på 115 millioner kroner, der tidligere har finansieret blandt andet udvidelser af botilbud og nye autismetilbud i Odense. Det nye bo- og dagtilbud i Vollsmose forventes at stå færdigt senest i 2032.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling