Nyt branchefællesskab for danske kontorhoteller

Flexoffice.dk blev officielt lanceret den 1. maj 2025 som et nyt branchefællesskab for udbydere af kontorhoteller og "coworking spaces" i Danmark.

Med dannelsen af Flexoffice.dk får branchen for kontorhoteller og “coworking spaces” i Danmark nu sin egen stemme og et forum for samarbejde.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra det nye branchefællesskab.

Christian Roithner har stået i spidsen for det indledende analysearbejde.

– Det har været et omfattende arbejde, hvor vi har kortlagt over 120 forskellige operatører med tilsammen mere end 250 lokationer i de større byer i Danmark, udtaler Christian Roithner.

– Vi er klar over, at der stadig findes mange mindre aktører rundt omkring i landet, som vi endnu ikke er i kontakt med – det håber vi vil ændre sig i takt med, at fællesskabet bliver mere synligt og etableret.

Ved stiftelsen blev der også valgt en bestyrelse, som skal lede arbejdet fremad. Bestyrelsen består af Kamille Thoregaard fra Republikken, Ulf Gaardsted fra Companyons og Anders Andersen fra ordnung, hvor sidstnævnte blev valgt som formand.

– Jeg er ydmyg over for opgaven med at få vores del af branchen på landkortet og håber at kunne trække på mine tidligere erfaringer inden for organisationspolitisk arbejde. Nu gælder det om at samle branchen og sikre, at vi både nationalt og internationalt bliver en kompetent og relevant spiller, udtaler bestyrelsesleder Anders Andersen.

Flexoffice.dk inviterer alle aktører i branchen – store som små – til at deltage i fællesskabet og bidrage til at forme fremtidens fleksible arbejdspladser i Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling