Nyt bykvarter med 450 boliger og letbanestation på vej

Nyt bykvarter skal samle rækkehuse, byhuse, lejligheder og bofællesskaber samt butikker og caféer omkring en kommende letbaneplads.

Vollsmose står foran endnu en stor forandring. Fremtidens Vollsmose har ifølge Fyens.dk offentliggjort den første konkrete kvarterplan for området ved Kløvereng i Birkeparken, hvor der skal opføres mellem 420 og 450 nye private boliger sammen med butikker, caféer og mindre erhverv.

Det nye kvarter bliver første etape i den omfattende omdannelse af Vollsmose og skal udvikles omkring en kommende letbanestation, der bliver områdets centrale samlingspunkt. Planen omfatter omkring 43.000 kvadratmeter nybyggeri med rækkehuse, byhuse, lejligheder og bofællesskaber placeret mellem eksisterende og renoverede almene boliger.

Ifølge Fremtidens Vollsmose er ambitionen at skabe en mere levende og blandet bydel med plads til både boliger, handel, arbejdspladser og fællesskaber. Omkring letbanestationen planlægges blandt andet dagligvarebutik, caféer, værksteder og mindre butikker omkring en ny byplads.

– Vi udvikler Vollsmose med udgangspunkt i det, der får en bydel til at fungere i hverdagen, siger Tove Skrumsager Frederiksen, administrerende direktør i Fremtidens Vollsmose, ifølge Fyens.dk i en pressemeddelelse.

– Det handler om nye spændende boliger og om at skabe steder, hvor mennesker har lyst til at bo, handle, arbejde, mødes og være en del af et fællesskab.

Kvarteret skal have en tættere og mere klassisk bystruktur med bygader, fortove og grønne gårdrum mellem husene. De fleste bygninger bliver på to til fire etager, mens enkelte bygninger ved letbanestationen kan blive op til fem etager høje.

Planen lægger samtidig stor vægt på natur og fællesfaciliteter. Der skal etableres grønne gårdrum, fælleshuse, drivhuse, værksteder og fælleskøkkener, og ingen boliger skal ligge mere end 200 meter fra grønne områder. Der arbejdes også med regnvandsløsninger, promenader langs vandet og bevaring af eksisterende træer.

Omdannelsen af Vollsmose er en del af den politiske aftale fra 2018 om at ændre områdets boligsammensætning. Målet er, at mindst 60 procent af boligerne fremover skal være private ejer- eller lejeboliger. Som led i omdannelsen skal omkring 1.000 almene boliger rives ned, mens cirka 2.000 almene boliger renoveres. Samtidig planlægges omkring 2.000 nye private boliger i hele Vollsmose.

Den samlede omdannelse af bydelen ventes at udløse investeringer for omkring 10 milliarder kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev