Et nyt forskningscenter for hjernesundhed bliver opført på Aarhus Universitetshospital i Skejby med støtte på 520 millioner kroner fra fonde, private donorer og Region Midtjylland.
Dansk NeuroforskningsCenter bliver verdens første sted, hvor psykiatrisk og somatisk forskning samles under ét tag, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Byggeriet får et areal på 12.000 kvadratmeter og placeres mellem psykiatrien og den somatiske del af hospitalet. Regionen er bygherre, og centret forventes at stå færdigt i 2031.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) kalder projektet et løft for dansk hjerneforskning og fremtidens behandling:
– Her får vi landets bedste forudsætninger for at løfte behandlingen af hjernesygdomme på tværs af fortidens skel mellem psykiatri og somatik, udtaler regionsrådsformanden.
Blandt de største bidragsydere er Købmand Herman Sallings Fond, Lundbeckfonden, Kirkbi, Aarhus Universitets Forskningsfond og Region Midtjylland, som hver støtter med 60 til 120 millioner kroner.
Bygningen skal rumme forskningsambulatorier, laboratorier, auditorium, konferencerum og kontorpladser.
I grundplan skal været et Hjerneunivers, hvor offentligheden inviteres indenfor til udstillinger, foredrag og arrangementer med fokus på hjernesundhed. Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center (PACE) får også til huse i det nye byggeri.
Bygningen skal certificeres til DGNB guld med hjerte og forventes at stå færdig i 2031. Der vil blive oprettet erstatningsparkeringspladser for de parkeringspladser, som udgår ved byggeriet, oplyser regionen.
Finansieringen er tilvejebragt ved:
Donationsbrev
Kirkbi: 60 millioner kroner
Hensigtserklæringer om støtte fra
Købmand Herman Sallings Fond: 120 millioner kroner
Lundbeckfonden: 100 millioner kroner
Aarhus Universitets Forskningsfond: 120 millioner kroner
Region Midtjylland: 120 millioner kroner
Kilde: Region Midtjylland.























