
Herning Kommune har gennem projektet Plan22+ udviklet et nyt dialogværktøj, som skal bruges i planlægningen af fremtidens boligområder.
Målet er at skabe boligkvarterer med højere kvalitet, stærkere fællesskaber og større omtanke for klimaet.
Værktøjet er udviklet på baggrund af erfaringer fra eksisterende boligområder i og omkring Herning og skal hjælpe kommunen med at omsætte visioner til konkrete løsninger i nye lokalplaner og byggeprojekter.
Arbejdet tager udgangspunkt i tre hovedtemaer: bebyggelse, fælles fri- og opholdsarealer samt infrastruktur.
Kommunen fremhæver, at gode boligområder ikke kun handler om selve boligen, men også om grønne områder, mødesteder, stiforbindelser og klimatilpasning. Derfor indeholder værktøjet blandt andet fokus på boligvariation, biodiversitet, regnvandshåndtering, trafiksikkerhed og fælles opholdsrum.
Som en del af projektet er der også udarbejdet et omfattende videnskatalog med inspiration og eksempler fra boligområder i Herning Kommune. Kataloget viser blandt andet, hvordan eksisterende bygninger kan omdannes til boliger, hvordan grønne områder kan styrke biodiversiteten, og hvordan regnvand kan bruges som en aktiv del af bymiljøet.
Byplan- og Bosætningsudvalget har godkendt, at dialogværktøjet nu kan tages i brug i nye plansager. Samtidig skal erfaringerne evalueres efter brug i mellem syv og ti projekter, før kommunen beslutter, om værktøjet skal anvendes bredere i dialogen med udviklere og bygherrer.





















