I 2024 gik NCC i gang med byggeriet, og nu har Bosch officielt taget sit nye danske hovedkontor i brug i Ballerup, hvor virksomheden for første gang samler alle sine danske selskaber og forretningsområder under samme tag.
Det oplyser teknologi-koncernen i en pressemeddelelse.
Omkring 400 medarbejdere fra Robert Bosch, Bosch Rexroth og BSH Hvidevarer får dermed fælles arbejdsplads på Telegrafvej, hvor Bosch har haft adresse siden 1970.
Det nye hovedkontor er på cirka 11.000 kvadratmeter og er indrettet med et stort atrium, fleksible arbejdsområder, mødelokaler, loungeområder, showrooms samt undervisnings- og træningsfaciliteter.
– Vi har ønsket at skabe mere end blot en ny arbejdsplads, udtaler Karin Luths, projektleder for byggeriet hos Bosch.
– Ambitionen har været at skabe et miljø, hvor mennesker mødes på tværs af fagligheder og forretninger, og som samtidig understøtter den fleksibilitet og det samarbejde, der er afgørende for den måde, vi arbejder på – både i dag og i fremtiden.
Selvom medarbejderne nu samles i ét fælles domicil, er hovedkontoret indrettet, så de enkelte forretningsområder fortsat har deres egne miljøer og faciliteter.
Bygningen på Telegrafvej er opført i tre etager med søjler og bjælker i træ. NCC har opført domicilet i samarbejde med DesignGroup Architects og NCC Engineering.






















