
Lyngby-Taarbæk Kommune planlægger i samarbejde med pensionsselskabet PFA og OK-Fonden at opføre et nyt friplejehjem på Lyngbygårdsvej 2-4 i det centrale Lyngby.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Projektet har nu nået et stade, hvor et skitseforslag er klar, og arbejdet med en lokalplan kan sættes i gang. Lokalplanen forventes sendt i offentlig høring i løbet af sommeren eller efteråret 2026.
– Vi ser ind i en fremtid med langt flere plejekrævende ældre, og det kræver rettidig omhu, udtaler Simon Pihl Sørensen (S), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Det kommende friplejehjem skal placeres på hjørnet af Lyngbygårdsvej og Toftebæksvej og vil indeholde 95 moderne plejeboliger. Byggeriet vil også omfatte fælles faciliteter og grønne udearealer. Store vinduespartier skal give beboerne udsigt til både byliv og grønne omgivelser.
Hvis PFA vinder det kommende udbud, vil selskabet opføre ejendommen og efterfølgende udleje og drive den i samarbejde med OK-Fonden, som får ansvaret for den daglige drift.
Pensionskassen har fået udarbejdet skitser i samarbejde med arkitektfirmaet Nordic Office of Architecture, ingeniører fra Norconsult og entreprenørvirksomheden Nordstern.
– PFA har allerede bygget flere friplejehjem, og vi er stolte over, at vi bidrager til at skabe trygge rammer for landets plejehjemsbeboere, udtaler Peter Morgan, ejendomschef i PFA
OK-Fonden har erfaring med drift af plejehjem og skal sikre trygge rammer for beboerne.
– Det er OK-Fondens håb, at det nye friplejehjem kan fungere som et fællesskabende element i lokalområdet, udtaler Ulrik Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i OK-Fonden.
Projektet afhænger af det kommende grundsalg, hvor PFA har forkøbsret og mulighed for at matche den højeste pris i udbuddet, hvis denne svarer til markedsprisen. Den del blev drøftet af politikere i kommunens økonomiudvalg i december 2025 på den lukkede del af et udvalgsmøde.
PFA og OK-Fonden har blandt andet samarbejdet om friplejehjemmet Danas Have, der i marts åbnede i Slagelse, ligesom duoen er involveret i et lignende projekt i Værløse.






















