Nyt hotel og spillested rejser sig på Sydhavnen i Aarhus

Det nye højhus står færdig om godt et år, og de kommende lejere er i gang med at gøre sig klar til indflytning.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I går var der rejsegilde på Höfn, der står færdig om godt et år. Derfor er flere af de kommende beboere i fuld gang med at gøre sig klar til indflytning.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra A. Enggaard, som sammen med pensionskassen PKA står bag det 18 etager høje projekt i Sydhavnskvarteret nord for Jægersgårdsgade.

En af bydelens nye beboere er hotelkæden Guldsmeden Hotels, der i løbet af 2026 slår dørene op for det spritnye hotel med 211 værelser, Belle Guldsmeden.

– Vi er lige nu i fuld gang med at gennemgå alle detaljer i forhold til design og interiør en ekstra gang, så vi er klar til at bestille møbler og inventar på den anden side af sommerferien, og vi kan allerede løfte sløret for, at vi kommer til at introducere en helt ny og eksperimenterende inventarserie, siger Marc Weinert, der står bag Guldsmeden Hotels sammen med sin hustru Sandra Weinert.

Hotellet bliver det tiende i rækken for Guldsmeden Hotels, der i forvejen driver ni hoteller fordelt på fire lande samt et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Hotelkæden åbner ligeledes et nyt hotel i Hamburg i løbet af 2026.

Højhuset bliver også nyt omdrejningspunkt for spillestedet Train og musikproducenterne i Lydhavnen.

Også hos Train er forberedelser til overtagelsen så småt begyndt at tage fart.

– Med placeringen i den nye bydel bliver Train i endnu højere grad et kulturelt kraftcenter for den rytmiske musik og vil fortsat fungere som en central og samlende aktør for de nye talenter, de nye generationer samt de mere etablerede musikere, udtaler direktør og spillestedsleder i Train Carsten V. Nielsen.

Foruden Guldsmeden, Train og Lydhavnen byder Höfn også på en række kontorlejemål, hvor en stor del allerede er udlejet – blandt andre til Aros Forsikring.

– Vi tror på, at bydelens liv og placering vil spille en vigtig rolle for, at vi kan tiltrække og tilknytte dygtige medarbejdere og dermed skabe rammer for fortsat store vækst. Samtidig er det lidt en hjemkomst for os – vi startede i 1921 i det centrale Aarhus, og nu vender vi tilbage til centrum i nye, tidssvarende rammer, siger Morten Dissing, administrerende direktør i Aros Forsikring.

A. Enggaard står sammen med PKA bag udviklingen af størstedelen af Sydhavnskvarteret, og herunder også det 26 etager høje kontortårn, Akson, der allerede på den anden side af sommerferien bliver taget i brug.

Dertil kommer et nyt hotel til Moxy Hotels og ikke mindst nye lokaler til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.

– Höfn bliver en helt fantastisk bygning med nogle spændende aktører, der vil bringe noget særligt til både Sydhavnskvarteret og Aarhus generelt. Vi står nu et sted i forløbet, hvor bydelen materialiserer sig på alle fronter, og hvor så mange kulturaktører og driftige virksomheder lige nu bare tripper for at tage deres nye faciliteter i brug, fortæller salgs- og udviklingschef i A. Enggaard Peter Thorsgaard.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling