Politikerne i Holbæk havde sat snuden op efter et nyt børnehus i Svinninge til godt 46 millioner kroner gennem en sammenlægning af de to børnehuse Pilehytten og Elverbo ved at om- og udbygge indskolingsbygningen på Svinninge Skole. Projektet blev med WE Architecture som totalrådgiver udbudt i hovedentreprise i foråret 2022.
– Men der blev det simpelhen for dyrt, sagde formand for Udvalget for Børn og Skole, Jarl Falk Sabroe (S), på et kommunalbestyrelsesmøde den 18. januar.
Ved det billigste tilbud lød prisen på godt 93 millioner kroner, hvilket svarede til en budgetoverskridelse på lidt over 100 procent.
– Noget af begrundelsen for, at det blev så dyrt, er fordi, at vi egentligt havde ønsket at forsøge at bevare så mange af de nuværende bygninger, som er derude i dag, sagde Jarl Falk Sabroe på kommunalbestyrelsesmødet.
Politikerne besluttede derfor, at projektet skal genudbydes i totalentreprise og med en række markante justeringer.
Grundlæggende gennemføres projektet med uændrede funktioner og rum, men i dialog med den lavest bydende entreprenør er kommunen kommet frem til, at der skal være færre etaper i byggeperioden, og forskellige tilbygninger skal samles i én stor bygning. Der vil blive revet mere af den eksisterende bebyggelse ned, og dermed kommer der mere nybyggeri.
Projektet bliver nu i stedet udbudt i i totalentreprise med forudgående prækvalifikation. Det forventes at ske i foråret 2023. I foråret 2024 går byggeriet, som nu er inddelt i to etaper, så i gang.
Det nye børnehus skal rumme 48 vuggestuebørn fordelt på tre grupperum. Dertil kommer yderligere et grupperum med plads til 12 børn til dagplejere.
Børnehuset skal desuden rumme 96 børnehavebørn fordelt på fire grupperum med plads til 24 børn i hvert rum.
Der skal også være plads til SFO, og indskolingen bevares grundlæggende uændret med mulighed for etablering af ekstra tilbygning med to klasselokaler. Budgettet for børnehuset er justeret fra de tidligere godt 43 millioner kroner til nu 65 millioner kroner.
Projektet udføres som et bæredygtigt byggeri, og ambitionen er fortsat at opnå en DGNB-certificering.