Med målet om at skabe mere end bare et sted at bo indviede Fonden for Håndværkskollegier tirsdag det nye Håndværkskollegie i Herning, oplyses det i en pressemeddelelse.
BRFfonden har med Fonden for Håndværkskollegier opført kollegiet i Herning som det andet af i alt tre planlagte kollegier med en samlet investering på godt 1,5 milliarder kroner.
De første 20 beboere flyttede ind i oktober, og forstander Flemming Moestrup oplever allerede stor aktivitet.
– Vi har fem værksteder på kollegiet, og beboerne benytter sig i dén grad af muligheden for at bruge dem i deres fritid. Der bliver lavet alt fra julepynt i metal og unikke opbevaringsløsninger i træværkstedet – med stor tilslutning fra beboerne, siger han.
Hver bolig på kollegiet er en del af en klynge med fælles køkken og opholdsrum, og huset er bygget op omkring en grøn gård i elipseform, tegnet af arkitekt Dorte Mandrup.
De unge kan desuden bruge værksteder inden for tømrer-, snedker-, vvs-, blikkenslager- og murerfagene samt et specialværksted med 3D-print og ny teknologi.
kollegiedirektør i Fonden for Håndværkskollegier, Anne Sophie Madsen, glæder sig over, at konceptet allerede viser sit værd.
– Lærlinge fra hele landet viser interesse for at flytte til Horsens og Herning for at kunne bo på vores to kollegier, og vi er glade for at kunne skabe rammerne for at tiltrække og fastholde engagerede unge til håndværksfagene, siger hun.
Kollegiet har 70 boliger med plads til i alt 84 beboere. Boligerne er fra 29 til 55 kvadratmeter, og koster fra 3.150 til 4.450 kroner alt inklusiv.
Kollegiet i Horsens er tegnet af Cubo og Jesper Danø og åbnede i marts 2024, mens endnu et kollegium i 2027 åbner i Musicon ved Roskilde. Det er tegnet af Loop og ReVærk.






















