Nyt kontordomicil i Nordhavn når en vigtig milepæl

Det 14.000 kvadratmeter store kontorbyggeri bliver domicil får advokatvirksomhed, der rykker ind på en 10-årig lejekontrakt.

Det nye platin-certificerede kontordomicil til advokatfirmaet Bruun & Hjejle i Københavns Nordhavn er nu oppe i fuld højde. Foto: Industriens Pension.
Det nye platin-certificerede kontordomicil til advokatfirmaet Bruun & Hjejle i Københavns Nordhavn er nu oppe i fuld højde. Foto: Industriens Pension.

Et nyt kontordomicil til advokatfirmaet Bruun & Hjejle i Københavns Nordhavn er nu opført i fuld højde.

Det oplyser bygherren Industriens Pension i en pressemeddelelse.

Byggeriet markeres med rejsegilde den 5. marts, hvor Industriens Pension, totalentreprenøren Nordstern og advokatfirmaet fejrer, at råhuset står færdigt.

Kontorbygningen opføres i seks etager og får et samlet areal på lidt over 14.000 kvadratmeter. Ejendommen ligger centralt i Nordhavn tæt på Orientkaj Metrostation. Det forventes, at Bruun & Hjejle kan flytte ind i de nye lokaler i første halvdel af 2027.

– Bruun & Hjejle er i en stærk udvikling, og det nye domicil i Nordhavn er et vigtigt næste skridt for os. At vi nu kan fejre rejsegilde og for alvor se huset tage form, er en helt særlig milepæl, udtaler Christian Johansen, administrerende partner i Bruun & Hjejle.

Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet Henning Larsen og er planlagt til at opnå den højeste certificering i bæredygtighedssystemet DGNB, nemlig platin. Det indebærer blandt andet høje krav til energieffektivitet, indeklima og arkitektonisk kvalitet.

Industriens Pension og Nordstern bygger nyt domicil til Bruun & Hjejle i Nordhavn i København. Visualisering: Henning Larsen Architects.
Industriens Pension og Nordstern bygger nyt domicil til Bruun & Hjejle i Nordhavn i København. Visualisering: Henning Larsen Architects.

Ejendommen opføres i en hesteskoform omkring et grønt gårdrum, der skal give lys og luft til arbejdspladserne. Projektet er udviklet i samarbejde mellem alle de involverede parter.

– I tæt samarbejde med projektets parter realiserer vi et kontordomicil med klare arkitektoniske ambitioner og robuste, langsigtede løsninger. Den gennemgående kvalitet i både projektering og udførelse er afgørende for det samlede resultat, siger Peter Steen Hansen, projektdirektør i Nordstern.

Det nye domicil får adresse på Kyivgade i Nordhavn. Københavns Kommune har for nylig besluttet at give flere nye veje og pladser i området navne med tilknytning til Ukraine som en symbolsk støtte til landet.

Den samlede projektsum er ikke offentliggjort, men Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i byggeriet.

Oprindeligt var det planen, at bygningen skulle være hovedsæde for Lundgrens, men advokatfirmaet indgik en aftale med Bruun & Hjejle, som i stedet overtager hovedkontoret på en en 10-årig lejekontrakt, der omfatter hele ejendommen.

Tilmeld Nyhedsbrev