
Boligbutikken EDC Poul Erik Bech på Langeland har fået et nyt lokalt ansigt i teamet. Den 52-årige Gitte Hansen er startet som salgkoordinator og bliver en del af et erfarent hold med partner Benny Boesgaard, ejendomsmægler Karina Stæhr og assistent Viktor Sørensen.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Gitte Hansen har boet hele sit liv på Langeland og kommer med 14 års erfaring fra det lokale boligmarked. Hun skal især arbejde med koordinering af boligsalg, men får også en bred rolle i butikken.
– Jeg har gennem årene varetaget mange roller i ejendomsmæglerbranchen. Jeg startede som kontormedarbejder, men har løbende fået koblet vurderinger, fremvisninger og salg på. Min nye rolle bliver også en allroundperson, men jeg vil især have fokus på salgskoordinatordelen, udtaler Gitte Hansen.
Boligbutikken blev etableret i 1995 og blev i 2023 en del af EDC Poul Erik Bech, som i dag er Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed med 75 boligbutikker og mere end 675 medarbejdere.
Med ansættelsen af Gitte Hansen råder butikken nu over næsten 70 års samlet erfaring fra boligmarkedet på Langeland. Benny Boesgaard har ledet butikken i næsten 28 år, mens Karina Stæhr også har mange års erfaring med boligsalg på øen.
Ifølge Benny Boesgaard kommer ansættelsen på et godt tidspunkt. Han peger på, at Langeland oplever stigende interesse fra både bolig- og fritidskøbere fra hele landet. Særligt øens natur, lange kystlinje og relativt lave boligpriser tiltrækker nye købere.
– Der er ikke bopælspligt på Langeland, så en stor del helårshuse anvendes som fritidshuse. Det betyder, at mange af vores købere ikke nødvendigvis findes lokalt, men oftest i hele landet, udtaler Benny Boesgaard.
Langeland havde i 2025 mere end 553.000 kommercielle overnatninger samt over 70.000 overnatninger via Airbnb og var dermed den næstmest besøgte kommune på Fyn efter Odense.
Ifølge Benny Boesgaard er udbuddet af boliger på øen i øjeblikket lavere end normalt, men butikken har fået mange nye boliger til salg og forventer flere på vej i den kommende tid.






















