Nyt multihus ved Husodde Strand rykker nærmere

Byggeriet af et nyt multihus ved Husodde Strand er kommet et lille skridt nærmere, men der er stadig et par knaster, der skal ryddes af vejen.

Politikerne i byrådet i Horsens besluttede på det seneste byrådsmøde at sende et lokalplanforslag for et nyt multihus ved Husodde Strand i offentlig høring. Klubberne SurfHorsens og Vinterbadeklubben Aqua Vitus har de seneste år udvidet deres aktiviteter på Husodde Strand. Medlemstallet er stigende, og der er behov for mere faste rammer omkring deres aktiviteter. Surfklubben mangler plads til grej og redningsbåd, mens vinterbadeklubben er uden omklædnings-, bade- og saunafaciliteter.

Med godkendelsen af at sende sagen i offentlig høring, er projektet kommet et lille skridt nærmere.

– Dette er en sag, der har været rigtigt længe undervejs, sagde Martin Ravn (V), 1. viceborgmester og formand for plan- og vejudvalget, på byrådsmødet.

– Årsagen til, at vi ikke er kommet videre, det er Kystdirektoratet, sagde udvalgsformanden videre.

Projektet kræver nemlig ikke bare vedtagelsen af en lokalplan men også Kystdirektoratets velsignelse. Oprindeligt havde kommunen et ønske om, at multihuset skulle rumme mødelokaler til brug for eksempelvis folkeskoleklasser, men den del har Kystdirektoratet sagt klart nej til, da der ifølge direktoratet ikke er tale om funktioner, der er kystnært betinget.

Endeligt er Horsens Kommune aktuelt i dialog med Horsens City Camping, som ikke føler sig ordentligt inddraget i processen omkring det nye multihus, der skal opføres på et areal, som delvist er ejet af campingpladsen.

Bebyggelsen opføres i mørkt træ, og en terrasse samler bebyggelsen og forbinder facader med terrænet, ved at lade trædækket strække sig ud i landskabet. Bebyggelsen omfatter 255 kvadratmeter.

– Det er hævet over jorden netop for at fremtidssikre i forhold til klima og oversvømmelser. Det har en højde på cirka fire meter, oplyste Martin Ravn på byrådsmødet.

Planområdet ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, og realiseringen af multihuset forudsætter derfor dispensation fra Lov om naturbeskyttelse.