Hempel Fonden har et stort rewildingprojekt på tegnebrættet i Saksfjed Vildmark, og Sund & Bælt går nu ind i et samarbejde med fonden om at understøtte levesteder for trækfugle og tudser i en række områder i Saksfjed Vildmark.
Det skriver Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-tunnelen, i en pressemeddelelse.
Naturgenopretningen omfatter blandt andet etablering af vådområder, ligesom der skal skabes kanalovergange til de græssende dyr i Saksfjed Vildmark.
Parterne vil desuden se på mulighederne for at opkøbe yderligere mindre arealer omkring Saksfjed Vildmark til gavn for biodiversiteten og den vilde natur.
Fonden købte for to år siden det næsten 800 hektar store område Saksfjed Vildmark bag digerne på Sydlolland.
Arealet omfatter både tidligere landbrugsjord og eksisterende natur, og Hempel Fonden har siden opkøbet været i gang med en lang række indsatser, som skal skabe levesteder for et rigt dyreliv med blandt andet padder og fugle.
Sund & Bælt skal nu bidrage til en del af udviklingen i Saksfjed Vildmark, hvor man blandt andet udgraver de tidligere drænkanaler til mere åbne vandløb, genskaber beskyttet natur og etablerer nogle større vådområder på tidligere landbrugsjord.
Sund & Bælt har erfaring med etablering af erstatningsnatur fra de mere end 600 hektar ny natur, som man opretter i forbindelse med Femern Bælt-projektet. Blandt andet har man under den tidligere ejer udlagt mere end 50 hektar landbrugsareal til lysåben natur og desuden etableret Lungholm Sø på 8 hektar ved Saksfjed Vildmark.
– Der er et stort behov for at genskabe levesteder til fugle, padder og insekter. Det gælder i særlig grad områder med beskyttet natur, udtaler Ditte Hjort, der er projektleder i Sund & Bælt.
– Vi har erfaring med at oprette og overvåge ny natur ved Femern Bælt-projektet og med en målrettet indsats bidrager vi til, at biodiversiteten i Saksfjed Vildmark også får en hjælpende hånd.
Arbejdet med at lave vådområder og etablere passager over drænkanalerne begynder i Saksfjed Vildmark senere i år og vil blive gradvist implementeret over det kommende år.
– Vores mål med Saksfjed Vildmark er blandt andet i samarbejde med partnere at vise vejen til, hvordan biodiversitet i Danmark kan genoprettes og beskyttes, udtaler biolog og projektchef Thor Hjarsen, Hempel Fonden.
Tiltagene afventer godkendelse i Trafikstyrelsen, som lige nu behandler sagen.
Om Saksfjed Vildmark
Saksfjed Vildmark er et areal på 775 hektar ejet af Hempel Fonden. Det er et af Danmarks største rewildingområder, og en del det europæiske netværk for naturgenopretning, European Rewilding Network.
Hempel Fondens formål med Saksfjed Vildmark er at genoprette natur gennem rewilding og sætte naturgenopretning på dagsordenen.
Områdets placering giver det en helt særlig betydning for adskillige fuglearters trækrute til og fra Skandinavien. Desuden vil området blive en vigtig ”trædesten” for arter, der som følge af den globale opvarmning må flytte sig.
Saksfjed Vildmark er levested for flere sjældne og beskyttede arter som bakkegøgelilje, grønbroget tudse og rødrygget tornskade.
Om Femern Bælt-projektets naturtiltag
I forbindelse med etableringen af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland bliver der skabt en stribe små og store sammenhængende naturområder til gavn for planter, dyr og mennesker.
I alt skaber tunnel-projektet over 600 hektar ny natur på dansk og tysk side. Blandt andet:
- Over 40 nye vandhuller
- 42 hektar nye stenrev i Femern Bælt ved Sagas Bank
- Naturbælte på 60 hektar fra Rødby til Rødbyhavn
- Ny Lungholm Sø med yngleøer til fugle
- 42 hektar nyt vådområde ved Lidsø Naturpark
Kilde: Sund & Bælt.