Nyt skibsværft til krigsskibe placeres i Frederikshavn

Det er nu besluttet, at Forsvarets nye flådeskibsværft skal placeres på et 135.000 kvadratmeter stort areal i Frederikshavn.

Frederikshavn er blevet udpeget til at lægge adresse til et nyt værft til byggeri af krigsskibe til den danske flåde.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

– Selvom Danmark er en stor maritim nation med stolte traditioner inden for søfart og skibsbygning, så råder vi i dag ikke over værfter, der kan bruges til at bygge eller samle større maritime kapaciteter, udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

– Derfor er partierne bag forsvarsforliget blevet enige om at etablere en sådan ramme til konstruktion af større militære skibe i Frederikshavn.

Frederikshavn huser en af Forsvarets to flådestationer. Ifølge Forsvarsministeriet vil nærhed til flådestationen i Frederikshavn give mulighed for at udnytte viden fra byggefasen i den efterfølgende drift og vedligeholdelse af skibene og det militære udstyr.

På borgmesterkontoret i Frederikshavn er der jubel over beslutningen.

– Det her er en historisk dag for Frederikshavn Kommune. Vi er blevet hørt – og vi er blevet valgt. Det er et kæmpe skulderklap til hele vores område og et resultat af et stærkt og målrettet samarbejde, udtaler Frederikshavns borgmester Karsten Thomsen (S) i en pressemeddelelse på vegne af hele byrådet.

Med beslutningen om at placere det nye flådeskibsværft i Frederikshavn åbner der sig nye muligheder for vækst i hele området, påpeger borgmesteren.

– Vi står med et projekt, der kan blive en motor for udvikling i hele Nordjylland. Det handler om arbejdspladser, erhverv, uddannelse og fremtidens muligheder for vores borgere, udtaler Karsten Thomsen.

Det kommende værft placeres på et område på cirka 135.000 kvadratmeter, der ligger tæt på Søværnets nuværende faciliteter.

Med beslutningen er næste skridt den politiske behandling af lokalplanen, som forventes at kunne ske i august. Herefter kan den konkrete planlægning og etablering af værftet gå i gang.


Tilmeld Nyhedsbrev