Når det færdigbyggede stadion i Kolding er klar til at tage imod 10.000 tilskuere vil det have kostet 10.000 kroner per snude. I hvert fald fortæller teknisk chef i fodboldklubben Kolding IF, Frederik Lund, til fodboldmediet bold.dk, at stadionbyggeriet løber op i 100 millioner kroner.
Byens fodboldstadion vil blive bygget i etaper, fortæller han videre til bold.dk. Der er allerede blevet bygget en ny bane og et lys-anlæg, skriver mediet.
– Det step er vi færdige med, og det næste step er den nye hovedtribune, og det er det, vi arbejder meget med at se på nu, siger Frederik Lund til bold.dk.
Projektet blev præsenteret i sensommeren 2020, hvorefter fodboldklubben rykkede ned i den tredjebedste række, men nu er man tilbage i den næstbedste række, NordicBet Ligaen. Og byggelysten er tilsyneladende intakt.
De 10.000 tilskuere på det kommende stadion vil efter planen blive fordelt på både stå- og siddepladser samt store loungeområder, hvor der bliver plads til at bespise 800-900 gæster.
Fodboldarenaen designes med et “transparent udtryk”, og det kommende stadion får aflukkede tribuner. Den samlede bebyggelse skal desuden rumme kontorer og mulighed for kulturelle arrangementer.
Aktuelt er der plads til 12.000 tilskuere på Kolding Stadion, men heraf er blot 2.300 siddepladser. Den nuværende hovedtribune stammer fra starten af 1970’erne.
Kolding IF har udviklet stadionprojektet i samarbejde med Sweco Architects, der også stod bag blandt andet Jysk Park i Silkeborg – dengang under navnet Årstiderne Arkitekter.
Desuden har de tegnet Jyske Bank Boxen samt det 5.500 kvadratmeter store træningsanlæg FCM Huset og Guldminen, som Nordstern bygger for FC Midtjylland i Ikast. Endeligt er de sammen med Zaha Hadid med på holdet, der står bag det kommende stadion i Aarhus.