
Politikerne i byrådet i Hillerød har nu endegyldigt besluttet at droppe en udviklingsaftale med selskabet Propreco om projektudvikling og forkøbsret for Stadionkvarteret i Favrholm.
Ifølge kommunen har Propreco ikke opfyldt aftalebetingelserne, og på byrådsmødet den 26 februar besluttede politikerne derfor at lade udviklingsaftalen bortfalde, ligesom arkæologiske udgravninger i området sættes på pause i det omfang, det er muligt.
Kommunens borgmester Kirsten Jensen (S) slog på byrådsmødet fast, at der er tale om et stort projekt, som kommunen i fem år har samarbejdet med projektudvikleren og FC Nordsjællands Right To Dream om.
Læs også: Udvikler vil bygge 180 nordsjællandske boliger
– Vi har sammen med Right To Dream delt drømme og visioner og lagt et solidt arbejde i at forfølge dem. Vi har værdsat vores gode samarbejde med Propreco, som er udvikler, igennem årene, sagde borgmesteren på byrådsmødet.
– Og det har nu til min – og er jeg sikker på – til byrådets store beklagelse vist sig, at udvikler ikke kan opfylde sin del af aftalen, da FC Nordsjælland har trukket sig, og der ikke er de tilsagn, som kræves i henhold til udviklingsaftalen, lød det videre fra borgmesteren.
Hun påpegede, at det skitserede stadion med tilhørende idrætsfaciliteter var tænkt som omdrejningspunktet for udviklingen af den nye bydel, hvor der også skulle opføres 250.000 kvadratmeter parcelhuse, etageboliger og rækkehuse samt et 6.500 kvadratmeter stort hotel.
Læs også: AKF vil bygge nordsjællandsk højhus med 115 boliger
Kommunen ejer jorden, hvor det store stadionprojekt skulle have været etableret.
– Senere skal vi i byrådet forholde os til, hvad der skal ske med den 95 hektar store kommunale ejendom, som ligger i Favrholm syd for Overdrevsvejen, sagde Kirsten Jensen på byrådsmødet.
– Der er fortsat gang i udvikling i den øvrige del af Favrholm. For eksempel med Generationernes Kvarter og Favrholm Erhvervspark, ligesom hospitalet er ved at blive bygget færdigt. Favrholm Station er i fuld gang, og der er også en lokalplananmodning om Hestehaven, understregede hun.