Nyt udsigtspunkt ved Femern Bælt-tunnelen åbner i marts

Femern Bælt-projektet åbner udsigtspunktet Pilen, der skal give besøgende mulighed for at komme tættere på det store tunnelbyggeri.

Femern Bælt-projektet åbner snart Pilen – det nye udsigtspunkt tæt på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn.

Åbningen finder sted torsdag den 6. marts fra klokken 12.30-15.00 for enden af Gl. Badevej i Rødbyhavn.

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

– Vi glæder os til at kunne vise Pilen frem og bringe de mange bygge-interesserede besøgende tættere på det fascinerende byggeri af Femern Bælt-tunnelen, udtaler Maria Steno, kommunikationsdirektør i Sund & Bælt

Læs også: Ny natur ved Femern Bælt-projektet registeret som beskyttet natur

– Det er vores håb, at især mange børn og unge vil besøge Pilen og blive inspireret til at vælge en uddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen.

Pilen er en 217 meter lang rampe tæt på det sted, hvor tunnelen begynder, og tog- og biltrafikken i fremtiden kører ned i den 18 kilometer lange tunnel til Puttgarden. Rampen slutter i en spids 24 meter over det omgivende landskab med adgang for alle hele vejen til toppen.

Det nye udsigtspunkt skal give beboere og gæster udsigt til arbejdet på verdens længste sænketunnel. Pilen er tegnet af Arup og opført af Aarsleff.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling