Klimaforandringer rammer allerede danske ejendomme med stigende grundvand, kraftigere skybrud og hyppigere stormfloder, fremgår det af en pressemeddelelse fra Upsite.
Derfor lancerer den danske virksomhed nu et nyt digitalt klimasikringsmodul, der gør det muligt for ejendomsejere og administratorer hurtigt at kortlægge klimarisici og omsætte dem til konkrete vedligeholdelsesopgaver.
Løsningen henter automatisk data fra offentlige nationale kilder og giver et samlet overblik over risikoen i hele ejendomsporteføljer. Derefter kan brugerne gennemføre detaljerede analyser af de enkelte ejendomme med fokus på blandt andet stormflod, skybrud og stigende grundvand.
– Dialogen med branchen viste tidligt, at udfordringen ikke er mangel på data eller viden, men at kæden hopper af, når de komplekse klimadata skal omsættes til virkelighed. Det er præcis den opgave, vi har løst, udtaler administrerende direktør Anne Larsen fra Upsite.
– Vi håndterer dataarkitekturen og beregningerne, så virksomhederne på en enkel måde kan bruge data til at skabe reelle forandringer i den daglige drift.
Ifølge en analyse fra Danmarks Tekniske Universitet fra 2026 ventes oversvømmelser at medføre direkte skader for 398 milliarder kroner i Danmark over de næste 100 år. Hele 86 procent af skaderne forventes at ramme privatejede værdier.
Det nye modul adskiller sig ved, at klimatilpasning ikke stopper ved analysen. De nødvendige tiltag bliver automatisk omsat til opgaver i ejendommens vedligeholdelsesplan, så de kan planlægges, fordeles og følges op som en del af den daglige drift. Samtidig kan dokumentationen bruges over for banker, forsikringsselskaber og i bæredygtighedsrapportering.
– Fremtidens ejendomsejere er ikke dem, der ignorerer klimarisici. Det er dem, der aktivt håndterer dem. Med vores nye modul giver vi ejendomsbranchen et konkret redskab til at gøre netop det, og til at dokumentere det over for alle relevante parter, udtaler partner og grundlægger af Upsite, Søren Schødt.
Uddannelsesinstitutionen Niels Brock er blandt de første kunder, der har taget løsningen i brug. Her skal den blandt andet hjælpe med at planlægge fremtidige indsatser mod stigende grundvand på et mere oplyst grundlag.
Upsite har mere end 40 kunder i Danmark, og det nye klimasikringsmodul er nu tilgængeligt.























