Odense er dansk storbymester i turismevækst

2025 blev et rekordår for turismen i Odense. For første gang nogensinde runder byen 600.000 officielle overnatninger.

Odense. Foto: Mijael Peredo.
Odense. Foto: Mijael Peredo.

Odense oplevede i 2025 den største turismevækst blandt danske storbyer og satte samtidig ny rekord med 619.795 officielle overnatninger.

Det er en stigning på 8,14 procent i forhold til 2024 og første gang, byen passerer 600.000 overnatninger.

Til sammenligning voksede Aarhus med 4,65 procent og København med 3,5 procent, mens Aalborg gik tilbage. På landsplan var væksten 1,06 procent.

Hotellerne i Odense havde også et rekordår med 381.025 solgte værelser, en stigning på 9 procent. Antallet af ferieovernatninger steg 16 procent til 373.535.

Væksten kom blandt andet fra Sverige, Tyskland og Norge, men også Polen og Japan viste markante stigninger.

– At Odense i 2025 slår turismerekord som den mest vækstende danske storby, viser det stærke momentum, vi oplever. Mens andre storbyer går tilbage, går Odense markant frem – et tydeligt resultat af vores investeringer i byudvikling, kultur og markedsføring, udtaler Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Kommunen forventer yderligere fremgang i de kommende år, blandt andet med planer om en ny turistattraktion på Siloøen og investeringer i formidlingen af vikingetiden ved Nonnebakken.

Tilmeld Nyhedsbrev