VGP køber en 340.000 kvadratmeter stor grund på Hvilehøjvej i Odense.
VGP køber en 340.000 kvadratmeter stor grund på Hvilehøjvej i Odense.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den danske afdeling af belgisk-ejede VGP har købt 340.000 kvadratmeter erhvervsjord på Hvilehøjvej i det sydøstlige Odense.

Der er tale om et af de største enkeltstående salg af erhvervsjord fra Odense Kommune, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Der er endnu ikke udarbejdet en lokalplan for området, men VGP vil bygge 100.000 kvadratmeter, som på sigt skal huse en række virksomheder.

VGP vil opføre, udleje og drive bygningerne, som virksomheder kan leje, med det formål at tiltrække en bred vifte af lejere. Mindst 30 procent af det bebyggede areal vil blive dedikeret til moderne industri- og produktionsvirksomheder.

– Det er endnu et stærkt og tydeligt vidnesbyrd om, at virksomheder – også internationalt – kan se stærke perspektiver i at investere i Odense, udtaler Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

VGP begyndte at etablere sig i Danmark i 2022 med købet af et område i Vejle, som i øjeblikket er under bebyggelse, og har siden købt et område i Greve – men arealet i Odense bliver selskabets største i Danmark til dato.

– Vi ønsker at bidrage til vækst og innovation i industrien i Odense ved at opføre og drive meget attraktive erhvervsejendomme, som vi kan tilbyde til virksomheder i vores internationale kundenetværk. Vores store ambitioner passer godt sammen med Odenses ambitioner og byens stærke positioner inden for flere vækstområder som robotteknologi og life science, siger Jan Van Geet, administrerende direktør for VGP.

Erhvervsområdet vil blive udviklet med fokus på innovative og bæredygtige løsninger, energieffektive bygninger og grøn energi, hvilket skal bidrage til virksomhedernes vækst og forbedre det lokale område. Det er også planlagt at installere solcelleanlæg og etablere grønne områder. Bygningerne skal efter planen certificeres til DGNB Guld.

Fortjenesten fra salget går til jordforsyningsområdet i Odense Kommune, og en del af pengene skal bruges til at opgradere vejen fra Ørbækvej til Hvilehøjvej.

Gorrissen Federspiel har bistået VGP med selskabets hidtil største projekt i Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling