
Hvordan skal Odense udvikle sig i de kommende år? Det spørgsmål kommer i centrum, når Odense Kommune mandag den 5. oktober inviterer borgere, fagfolk og andre interesserede til Arkitekturens Dag.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Her skal arkitekt, tv-vært og debattør Ane Cortzen blandt andet tale om, hvordan arkitektur påvirker hverdagen. Samtidig uddeler kommunen Odense Arkitekturpris 2026 med årets tema ”Bevar mere”.
Temaet handler om at give eksisterende bygninger og byrum nyt liv gennem blandt andet renovering, ombygning, genbrug og transformation. Også nybyggeri indgår, hvis projekterne er opført med fokus på kvalitet og bæredygtighed.
Odense er samtidig midt i en omfattende udvikling med nye kvarterer, omdannelse af eksisterende bygninger og investeringer i byrum, grønne områder og forbindelser gennem byen. Det får by- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt (V) til at efterlyse en mere tydelig retning.
– Og fordi vi er en by i udvikling, giver det god mening at tydeliggøre byens ambitioner i en ny arkitekturpolitik, der kan hjælpe os med at træffe gode valg for fremtiden, udtaler Lars Chr. Lilleholt.
Kommunens stadsarkitekt Susanne Grunkin peger på, at arkitektur handler om mere end bygningernes udseende.
– Det handler om de steder, vi bruger hver eneste dag. Om byrum, parker og grønne områder. Om hvor interessant, trygt og let det er at cykle gennem byen. Om hvor mennesker mødes, og hvor fællesskaber kan opstå. Kort sagt handler arkitektur om, hvordan byen fungerer og opleves i hverdagen og gør os stolte af byen, udtaler hun.
Den nye nationale arkitekturpolitik fra 2025 skal ifølge kommunen være en inspiration for arbejdet. Målet er blandt andet at diskutere, hvordan Odense kan udvikle byen med omtanke og samtidig bygge videre på de kvaliteter, der allerede findes.
Fakta
- Arkitekturens Dag afholdes mandag den 5. oktober klokken 16-18.
- Ane Cortzen deltager som oplægsholder.
- Odense Arkitekturpris 2026 uddeles på dagen.
Kilde: Odense Kommune.






















