Øget brug af CLT skærper krav til produkter brugt i konstruktionen

Anvendelsen af CLT i byggeriet er vokset markant de senere år. Men hvis materialet for alvor skal have sit gennembrud, er det afgørende at have fokus på, at samlinger udføres korrekt i CLT-konstruktioner.

Brugen af CLT (Cross Laminated Timber) i byggeriet er steget markant og ses som et grønt alternativ til beton og stål.

Men for at sikre holdbarhed og kvalitet i konstruktionerne, er korrekt samling og fastgørelse afgørende, påpeger Jacob Møldrup Hansen, teknisk chef hos Simpson Strong-Tie.

Virksomheden deltager i Build in Wood den 20.-21. maj i København for at dele viden om løsninger til trækonstruktioner.

– Fordi træ stiller særlige krav, er det vigtigt, at vi mødes på tværs af fag og deler viden, siger Jacob Møldrup Hansen, Nordisk Teknisk Chef hos Simpson Strong-Tie.

Ifølge Jacob Møldrup Hansen kræver CLT særlig opmærksomhed, da forskydningskræfter i materialet kan føre til revner, hvis det ikke fastgøres korrekt.

Derfor er det vigtigt at bruge testede og dokumenterede produkter, som for eksempel produkter med ETA-godkendelse.

– Det er helt afgørende at anvende løsninger, der er testet specifikt i forhold til det materiale, den skal bruges til, i dette tilfælde CLT. Ved at anvende de rette produkter til fastgørelse kan man effektivt minimere de forskydninger og revnedannelser, der ellers kan opstå ved belastning eller som følge af træets naturlige bevægelser, udtaler han.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling