Flere danske virksomheder begynder at se biodiversitet som en forretningsstrategisk faktor, viser en ny rapport fra Sweco.
Det skriver arkitekt- og ingeniørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Mens 82 procent af Europas største produktions- og energivirksomheder anerkender biodiversitet som et miljøtema, er det kun 16 procent, der kobler det til økonomisk risiko. Det vidner om en blind vinkel i mange virksomheders risikostyring.
– Biodiversitet er ikke kun en miljømæssig nødvendighed. Det er også en forretningsstrategisk mulighed. Men for at virksomhederne kan handle, kræver det, at de anerkender, at biodiversitet påvirker deres langsigtede konkurrenceevne og værdiskabelse. Vi anbefaler, at biodiversitet integreres i virksomheders kerneforretning på linje med klima, udtaler Piia Pessala, Executive Director, Sweco.
I Danmark er byggebranchen en nøglespiller og har mulighed for at bidrage positivt – blandt andet ved at prioritere renovering frem for nybyggeri og begrænse brugen af nye materialer.
Samtidig er Sweco med til at udvikle en ny standard for, hvordan byggeriets påvirkning af naturen kan måles. Formålet er at skabe et fælles sprog, der skal hjælpe hele branchen – store som små – til at tage mere ansvar.
– Vi er stadig i opstartsfasen, når det handler om at tænke biodiversitet strategisk i byggeriet. Mange virksomheder skal først danne sig et overblik over værdikæderne og deres påvirkning. Det er en kompleks øvelse, men det positive er, at interessen og bevidstheden vokser, udtaler Lasse Sigvert, bæredygtighedsingeniør i Sweco.























